Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Netcompanys topchef glad for væksten i udlandet

4/5 09:49

Netcompany har leveret et solidt regnskab med vækst på alle markeder, hvor især væksten i udlandet bør fremhæves.

Det fortæller Netcompanys administrerende direktør, André Rogaczewski, til MarketWire efter regnskabet for første kvartal.

- Vi har fået en rigtig god start på året. Alt i alt er jeg meget tilfreds med det her første kvartal, fortæller topchefen, der pointerer, at der er vækst på alle markeder.

Specifikt er André Rogaczewski glad for væksten på Netcompanys nye markeder uden for Danmark og heriblandt især væksten i Storbritannien samt i den opkøbte Intrasoft-forretning.

Det 235 mio. euro store opkøb af Intrasoft, der blev gennemført 1. november 2021, fik i første kvartal en vækst på 21 pct. i omsætningen og en margin på 11,6 pct.

- Det viser, at vores internationale satsninger virker, forklarer Netcompanys topchef.

I Storbritannien, hvor den danske it-koncern købte en virksomhed for fem år siden, har Netcompany leveret en omsætningsvækst på 22,9 pct. med en justeret EBITDA-margin på 20,1 pct.

På den anden side af Nordsøen har Netcompanys forretning traditionelt haft en lavere margin, men nu er it-selskabet ifølge André Rogaczewski så småt ved at have samme marginer som i Danmark, hvor den i første kvartal blev reduceret kraftigt til 21,5 pct. fra 28,9 pct.

Netcompany havde i forbindelse med årsregnskabet flaget for, at 2023 ville blive præget af lavere marginer, da der var forventet pres fra højere vækst på lavmarginmarkeder sammenlignet med Danmark, hvor koncernen traditionelt har haft den højeste margin.

- Det er helt naturligt, når du vokser og fylder aktiviteter uden for Danmark, hvor marginen er lavere. Så vil den samlede margin blive udhulet en smule, forklarer Netcompanys administrerende direktør, der er glad for at se, at koncernen kommer godt med uden for landets grænser.

På trods af usikre tider er it-selskabets topchef også glad for, at kunderne betaler deres regninger til tiden.

- Vi har en fri pengestrøm, der går op med 180 pct. Det betyder, at man har en god likviditet i virksomheden og at man kan betale af på den gæld man eventuelt må have samt, at man står sundt og stærkt, forklarer André Rogaczewski.


.\\˙ MarketWire