Analytiker efter WHO-melding: Salg af Bavarian-vacciner fortsætter
12/5 06:34
Regeringer og myndigheder vil fortsætte med at bestille vacciner mod abekopper, selv om Verdenssundhedsorganisationen WHO ikke længere betegner sygdommen som en global sundhedskrise.
Det mener Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank, oven på nyheden fra WHO torsdag aften.
- Det er læren af både de her udbrud og coronavirus, som vi lige har været igennem. Det gælder om at være godt forberedt, så man ikke står i en situation, hvor man ikke er forberedt mod virus. Så det ændrer ikke på, at myndigheder og regeringer vil opbygge langsigtede lagerbeholdninger, siger han til MarketWire.
Abekopper blev for alvor et emne i midten af 2022, hvor udbrud piblede frem flere steder. Det skabte efterspørgsel efter Bavarian Nordics koppevaccine, der blev godkendt til at bruge mod abekopper, mpox, og som siden har sendt store summer i Bavarian Nordics retning.
Selskabet sigter aktuelt efter at sælge for 4,4 mia. kr. i 2023, og i første kvartal lød omsætningen fra vaccinen på 848 mio. kr. afslørede kvartalsregnskabet tidligere på ugen.
Selvom de helt store ordrer er udeblevet i årets start, har selskabet lukket mindre aftaler og venter også at kunne føje flere store til listen i takt med, at lagre skal opbygges og genopfyldes.
Og den forventning bør WHO's melding ikke rykke det store ved, vurderer Søren Løntoft Hansen.
- Jeg tror ikke, det kommer til at betyde så forfærdelig meget, siger analytikeren om den ændrede status.
- Det er måske heller ikke så overraskende set i lyset af, at smittetilfælde er gået drastisk ned siden det større udbrud midt i 2022.
- Når det så er sagt, så er der stadigvæk regionale udbrud, og faktisk også tiltagende smitte med få personer – bl.a. i Chicago – så der vil være regionale udbrud, og det vil vi også se gennem 2023, siger han.
AKTIE ER STEGET
Aktien steg torsdag 2,8 pct. oven på en stigning på 7,8 pct. onsdag. Tirsdag, hvor selskabet fremlagde regnskab, dykkede aktien omvendt 0,1 pct.
Søren Løntoft Hansen forventer dog ikke den store aktiereaktion, når handlen åbner fredag.
- Jeg forventer ikke, at det vil have en betydning for aktien, men det kan selvfølgelig ikke udelukkes. Vi vil måske i højere grad se noget gevinsthjemtagning oven på de sidste dage, siger han.
Det var i juli 2022, at abekopper blev erklæret en global sundhedskrise. Dermed har WHO fastholdt krisestatussen for sygdommen i knap et år. Betegnelsen global sundhedskrise har til formål at udløse en global og koordineret respons og give adgang til finansiering af vaccine- og behandlingssamarbejde.
WHO bemærkede tidligere på året, at der havde været en støt tilbagegang i spredningen af sygdommen, skriver Ritzau.
.\\˙ MarketWire
