Flügger rammer under egen prognose for driften
12/5 12:58
Malervarekoncernen Flügger er presset på flere fronter og melder om en indtjening i regnskabsåret 2022/23, som ifølge en foreløbig opgørelse rammer under den senest udmeldte prognose.
- Selskabet står vi i et markant makroøkonomisk skifte, som presser os på flere fronter, siger administrerende direktør Sune Schnack i forbindelse med den foreløbige resultatopgørelse.
Her opgøres driftsindtjening, EBIT, foreløbigt til 43 mio. kr., hvilket er under den udmeldte prognose på 50-80 mio. kr. Omsætningen opgøres endvidere foreløbigt til 2550 mio. kr. for året, hvilket er inden for de seneste udmeldte forventninger på 2,5-2,7 mia. kr.
- Resultat for regnskabsåret 2022/23 er utilfredsstillende og påvirket af store prisstigninger på råvarer, energi og transport samt den valutariske udvikling i Norge og Sverige. Det har kun i begrænset omfang været muligt at videreføre de stigende omkostninger til salgspriserne, skriver Flügger.
Resultatet er desuden påvirket af generelt faldende aktivitet på markederne i Polen og Norden, både for professionelle og private. Dette har i særlig grad gjort sig gældende i marts og april, skriver selskabet.
- Det kommer til at tage tid, før denne situation vender. Vi ser dog flere gode momenter, som vi tager med os ind i det nye regnskabsår, siger administrerende direktør Sune Schnack.
Han fremhæver på den positive side, at selskabet har taget markedsandele i Norden og i Polen de seneste 12 måneder.
- Samtidig har priserne på råvarer og energi været svagt faldende fra slutningen af 2022, og vores stigninger i salgspriserne begynder at slå igennem, uddyber Sune Schnack.
Flügger offentliggør årsregnskab den 28. juni og vil i den forbindelse også præsentere forventninger til 2023/24.
.\\˙ MarketWire