Vestas-rivals regnskab lover godt vurderer børshus
12/5 17:42
Der er fine takter at spore i fredagens regnskab fra den tyske vindmølleproducent Nordex, når det kommer til lønsomheden og prisdisciplinen i branchen. Det vurderer flere børshuse herunder amerikanske Morgan Stanley ifølge Bloomberg News.
Nordex faldt ellers indledningsvist fredag oven på sløje regnskabstal, men aktien vendte på en tallerken kort efter middagstid og er sluttet i et samlet plus på ca. 6 pct.
Morgan Stanley hæfter sig ved positive kommentarer fra Nordex om forbedret lønsomhed i projekterne og peger på, at det lover godt for hele branchen.
Også storbanken Citi mener, at marginerne på Nordex' nye ordrer er konsistente med selskabets mål på 8 pct. på EBITDA-niveau.
Citi fremhæver desuden, at prisdisciplinen i branchen virker god, selv om presset fra kunderne er stort.
Hos børshuset Jefferies konkluderer man, at Nordex er kommet skuffende fra start i 2023, men at ordreindgangen understøtter forventningerne om højere marginer, skriver Bloomberg.
Ud over Nordex er Vestas fredag steget 6 pct. til 204,75 kr., og ejeren af Siemens Gamesa, tyske Siemens Energy, er lukket over 3 pct. højere.
.\\˙ MarketWire