Danmark/AL: Realkreditlånetilbud i april var laveste i 27 år
15/5 07:33
Antallet af lånetilbud fra realkreditinstitutternefaldt i april til det laveste niveau for årets fjerde måned nogensinde og det næstlaveste niveau nogensinde.
Det skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, efter at Finans Danmark har fremlagt tal for antallet af lånetilbud i april.
I april var der 11.867 lånetilbud. Det var mere end 7000 færre end i marts og er således det laveste niveau for april ifølge statistikken, der går tilbage til 1996.
- Lånetilbuddene rammer det laveste niveau for en april nogensinde. Lånetilbuddene er virkelig faldet til ro i år, men vi kommer også fra nogle hektiske år, hvor alt lige fra handelsrekorder og konverteringsbølger er buldret ind over boligmarkedet, skriver Brian Friis Helmer.
- Det har alt sammen givet anledning til at indhente et lånetilbud hos landets realkreditinstitutter. Den aktivitet, som der trods alt er, kommer fra et boligmarked, som er vækket lidt til live igen med flere bolighandler, mens renterne stadig befinder sig et sted, så konverteringer er interesse, fortsætter privatøkonomen.
En del af forklaringen lyder, at mange boligejere allerede sidste år har konverteret.
- Det betyder naturligt, at puljen af potentielle lånetilbud fra konverteringer bliver mindre, påpeges det.
Antallet af lånetilbud er i år 42 pct. lavere i årets første fire måneder sammenlignet med i 2022.
Mens antallet af bolighandler i marts var i det højeste niveau i otte måneder, når der justeres for sæsonudsving, var interessen i april noget mere afdæmpet, hvilket også har begrænset efterspørgslen på lånetilbud, skriver Finans Danmark.
En mulig forklaring er påskeferien og banklukkedagene i april, siger Ane Arnth Jensen, som er viceadministrerende direktør i Finans Danmark, der også peger på fortsat høje renter og forbrugerpriser foruden generel usikkerhed som mulig årsag.
.\\˙ MarketWire