USA risikerer at løbe tør for penge - status som sikker-havn i fare
22/5 14:09
Uret tikker, og USA kommer nærmere og nærmere den 1. juni, hvor statskassen formentlig er tom, og landet ikke kan svare enhver sit. Og selv om forhandlingerne mellem Demokraterne og præsident Joe Biden på den ene side og Kevin McCarthy, formanden for Repræsentanternes Hus, og Republikanerne på den anden side genoptages mandag, så kan det blive vanskeligt at nå i mål inden skæringsdatoen.
Det siger Mads Dalgaard Madsen, der er seniorkonsulent hos Rambøll med fokus på USA og tidligere indenrigspolitisk rådgiver på den danske ambassade i Washington.
- Som det ser ud lige nu, ligger der ikke en lovtekst, men McCarthy har lovet sine partifæller, at de skal have et lovforsalg 72 timer før en afstemning. Repræsentanternes Hus skal stemme, og Senatet skal også godkende loven. Og så kan tiden frem til den 1. juni hurtig gå, siger han til MarketWire.
Men hvorfor overhovedet gå så meget op i, om den amerikanske stat kan betale sine regninger.
- Stiller man en pyramide på spidsen, så hviler den på det mest sikre værdipapir i verden: Den amerikanske statsobligation. Men er der ikke en aftale på plads, så bliver udstedelsen af amerikanske statsobligationer lukket, siger Mads Dalgaard Madsen og fortsætter:
- Misser den amerikanske regering en regning, så vil statsobligationen ikke være en lige så sikker investering som før, investorerne vil have højere renter for at investere i obligationen, det betyder, at bankerne kommer til at skulle betale for højere renter - og i sidste ende også kunderne.
Og hvis det mest sikre papir i verden pludselig ikke længere betragtes som sikker havn, når økonomierne raser, så vil andre værdipapirer blive tilsvarende usikre. Og selv en kort overskridelse af gældsloftet kan føre til en stigning i renten og et dyk i aktiekurserne, skriver Reuters.
Analysehuset Moody's Analytics estimerer ifølge BBC, at en længerevarende krise kan få aktiekurserne til at falde med op til 20 pct.
KASSEN LUKKES
Rammer USA gældsloftet, er det første gang, det sker. Lønudbetalingerne til blandt andet militæransatte og ansatte i føderale stillinger vil stoppe, pensioner kan ikke udbetales - og blandt andet kan amerikanerne heller ikke trække på den amerikanske sygesikring, Medicare. Når man tidligere har hørt om, at statsapparatet er lukket ned, har det været i forbindelse med finanslovsforhandlinger, siger seniorkonsulenten:
- Sker det denne her gang, så skal al finansiel logik skrives om. Vi har aldrig oplevet før, at USA er gået konkurs, siger han.
Den amerikansk finansminister, Janet Yellen, var så sent som søndag ude og gentage, at staten kan risikere at løbe tør for penge den 1. juni. Gældsloftet faktisk allerede blev ramt i januar, selv om det blev hævet så sent som i december med omkring 2500 milliarder dollar. Siden da har man tyet til ekstraordinære foranstaltninger for at betale for regeringens aktiviteter.
- Yellen har flere gange være ude med 1. juni som skæringsdato. Jeg har svært ved at se, at hun kan ændre den dato. Det vil være historisk, hvis en finansminister bruger en dato politisk - og det vil være svært at stole på hende bagefter. Så jeg tror ikke, at hun flytter på datoen, siger Mads Dalgaard Madsen.
NYE FORHANDLINGER MANDAG
Joe Biden og Kevin McCarthy skal mødes igen mandag, efter forhandlingerne - igen - brød sammen fredag. Men ifølge Rambølls seniorkonsulent kan der være en del "teatertorden" med inde over:
- Det er svært at sige, hvor meget teater der er i det her. Men man kan sige så meget, at forhandlingerne er brudt sammen, når aktiemarkedet har lukket, siger Mads Dalgaard Madsen.
Gældsloftet sætter en begrænsning på, hvor meget USA's regering kan låne for at betale for sine udgifter. Denne grænse er lige nu på 31.400 milliarder dollar.
Normalt er gældsloftet Kongressens ansvar, men i den amerikanske forfatnings tillæg 14 står, at der ikke må stilles tvivl om USA's betalingsevne. Det, mener flere venstreorienterede demokrater, vil giver Joe Biden mulighed for at hæve gældsloftet. Men en sådan skridt vil blive prøvet af Højesteret, og her er udfaldet usikkert. Det kan blive en løsning, hvis alt andet mislykkes.
.\\˙ MarketWire