Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Huscompagniet sælger aktier for 207 mio. kr. med rabat på 5 pct.

24/5 06:59

Typehusproducenten Huscompagniet har solgt 3,5 mio. nye aktier med et bruttoprovenu på cirka 207 mio. kr. og en rabat på 5,3 pct. i forhold til tirsdagens lukkekurs.

Aktierne er solgt til 59 kr. per styk fremgår det af en meddelelse sent tirsdag aften, efter at selskabet tirsdag sent eftermiddag meddelte, at det ville sælge 3,5 mio. nye aktier i en rettet emission.

- Vi er meget glade for den stærke opbakning, der er modtaget fra både eksisterende og nye investorer i forbindelse med kapitalforhøjelsen. Med gennemførelsen af kapitalforhøjelsen og refinansieringen på plads med vores nuværende finansieringsbanker har HusCompagniet sikret likviditet og fleksibilitet til at kunne gennemføre strategiske investeringer og implementere kommercielle tiltag, siger Martin Ravn-Nielsen, koncernchef i HusCompagniet, og fortsætter:

- Dette giver os et stærkt fundament til at fastholde og forbedre vores førende position i branchen samt understøtte vores vækst fremadrettet .

Som en del af udbuddet er medlemmer af Huscompagniets bestyrelse, direktion og topledelse er blevet allokeret og vil tegne i alt 55.083 nye aktier med en lock-up-periode på 180 dage.

De 3,5 mio. nye aktier svarer til en forøgelse af aktiekapitalen på 19,22 pct. af aktiekapitalen.

I meddelelsen fra tidligere tirsdag skrev selskabet, at aktiesalget sker med henblik på at nedbringe gælden i typehusproducenten samt for at forbedre kapitalstrukturen.

Samlet venter Huscompagniet at kunne nedbringe sin nettorentebærende gæld til cirka 1,9 gange det justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger. Gearingen ventes med udgangen af året at ligge på mellem 3,0-3,5 gange EBITDA før særlige poster.

Samtidig med kapitalrejsningsmeddelelsen offentliggjorde Huscompagniet også, at selskabet har indgået en aftale om refinansiering af gæld hos Danske Bank og Nordea, der under den nye aftale har stillet en lånefacilitet på samlet 500 mio. kr. til rådighed, mod at Huscompagniet rejser de mindst 150 mio. kr. i kapital gennem salget af de nye aktier.

Dertil har bankerne stillet en revolverende kreditfacilitet på 250 mio. kr. til rådighed. Begge har en løbetid på tre år.

Aktien i Huscompagniet endte tirsdag i 62,30 kr. efter et fald på 0,5 pct.

.\\˙ MarketWire