Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Danske Banks omkostninger vil blive mindre - dog langt fra markedsledende spår Jyske Bank

31/5 12:02

Danske Bank har i de seneste år brugt rigtig mange penge på at bygge et værn op mod hvidvasksager. Oven i er der brugt mange penge på at rydde op i flere møgsager - og det har betydet, at banken har haft nogle af de højeste omkostninger i branchen.

I næste uge - den 7. juni - giver Danske Bank så sin finansielle mål og strategiske prioriteter et frisk pust, og her vil Jyske Banks analytiker Anders Haulund Vollesen blandt andet fokusere på målet for omkostningsprocenten.

- Med en forventning om en moderat stigning i indtægterne og kun svagt stigende omkostninger som følge af afslutningen af Estland- og gældsinddrivelsessagen, venter vi en ambition fra banken om en omkostningsratio på 45-47 pct. på mellemlang sigt. Dette er stadig cirka 5 pct.point højere end gennemsnitsestimatet for peer-gruppen i 2024, men dog tættere på konkurrenterne, end Danske Bank har været i årevis, skriver han forud for investordagen og påpeger, at det "på ingen måde markedsledende".

- Danske Banks akilleshæl har de seneste år været, at banken - med afstand - har den højeste omkostningsratio blandt de største nordiske banker. Dette forhold er direkte afledt af negative sager som blandt andet Estland- og gældsinddrivelsessagen, som både har ledt til højere complianceomkostninger, men også manglende evne til at tiltrække og fastholde privatkunder, siger analytikeren.

Han peger på, at bankens markedsandel på udlån i Danmark er faldet fra 26,6 pct. fra slutningen af 2017 til 24,4 pct i første kvartal 2023.

- Vi forventer ikke, at Danske Bank vil præsentere en "genfødsel" af den kommercielle strategi på investor-updaten, men vi vil spejde efter indsigt i bankens syn på, hvilke håndtag der kan skrues på, for at banken tager sin fair andel af væksten i udlån, indlån og investeringsaktiver de kommende år.

- Dette gælder også de udenlandske markeder, hvor det er vores fornemmelse, at Danske Bank fortsat ønsker at være til stede, om end vi har dårlig indsigt i den reelle profitabilitet opdelt på geografiske markeder, skriver Jyske Bank.

PLADS TIL AKTIETILBAGEKØB

Jyske Bank håber, at aktietilbagekøb kommer "på menuen igen".

- Vi ser bankens kapitalposition som yderst solid og med plads til både at hæve udlodningspolitikken til 50-70 pct. og/eller introducere aktietilbagekøb som et værktøj. Vi modellerer et årligt aktietilbagekøb på 5 mia. kr. fra slutningen af 2023, skriver Anders Haulund Vollesen.

.\\˙ MarketWire