Danske Bank venter at betale "mindst" 50 mia. i udbytte over fire år
7/6 07:59
Danske Bank har i sinde at genoptage udbetalingen af udbytte til aktionærerne i forbindelse med bankens regnskab for første halvår af 2023.
For perioden 2023 til og med 2026 venter Danske Bank at betale "mindst" 50 mia. kr. tilbage til aktionærerne i udbytte.
- I perioden 2023-2026 forventer vi et samlet udbyttepotentiale på mindst 50 mia. kr. baseret på den øvre del af spændet af vores udbyttepolitik, oplyser Danske Bank i sin nye strategi Forward '28.
For perioden har Danske Bank ambitioner om yderligere kapitaludlodning alt afhængig af bankens kapitalgrundlag og markedsforholdene.
- Som følge heraf er det bankens hensigt at genoptage udbetalingen af udbytte i forbindelse med offentliggørelsen af delårsrapporten for første halvår, fremgår det videre.
Størrelsen på udbyttet vil være baseret på resultatet i første halvår. Målet er et udbytte i den øvre del af spændet på 40-60 pct. af resultatet.
- Danske Bank er fast besluttet på at levere værdi for aktionærerne, og vi forventer på baggrund af det gode forretningsmæssige momentum, vi ser, at have et væsentligt udbyttepotentiale, siger finansdirektør i Danske Bank Stephan Engels.
Udbetalingen af udbytte er med forbehold for bestyrelsens beslutning og på grundlag af en vurdering af bankens kapitalforhold ved slutningen af første halvår, noteres det.
.\\˙ MarketWire