Novo: Sygekasser i USA drøfter vægttabsmidler med lægemiddelstyrelsen
8/6 12:01
Den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, har indledt drøftelser med de offentlige sygekasser, om "hvad man skal gøre med vægttabsmidler".
Det sagde chefen for lægemiddelstyrelsen, Robert M. Califf, onsdag ifølge Bloomberg Law, der ser meldingen som et muligt signal om øget adgang til tilskud til lægemidlerne.
FDA's modpart i drøftelserne om vægttabsmidlerne er Centers for Medicare & Medicaid, CMS, der står for de offentlige sygekasser til ældre over 65 år, personer med handicap og lavindkomstgrupper.
Under det nuværende regelsæt må CMS ikke betale for vægttabsmidlerne, hvis der er tale om den eneste diagnose, patienten har, oplyste Robert Califf onsdag under en biotekkonference i Boston.
Den amerikanske sygekasse Medicare betaler dog i visse tilfælde for fedmeoperationer, men ikke for vægttabsmidler eller supplerende behandlinger.
CMS har ifølge Bloomberg ikke ønsket at kommentere på, om det er i færd med at se på tilskuddene.
Meldingerne fra FDA's øverste chef kommer, efter en periode, hvor efterspørgslen efter nogle af Novo Nordisks og Eli Lillys lægemidler har været markant til behandling af overvægt, og i en grad så Novo af produktionshensyn har måttet reducere adgangen til startdoser på sit vægttabsmiddel Wegovy i USA.
.\\˙ MarketWire