Ørsteds kursmål øges hos amerikansk storbank efter nye langsigtede mål
9/6 07:03
Den amerikanske storbank Goldman Sachs har løftet sit kursmål for aktien i Ørsted, efter at energiselskabet sent onsdag præsenterede nye langsigtede mål, som siden blev uddybet på en kapitalmarkedsdag i London torsdag.
Kursmålet er hævet til 790 kr. fra 745 kr., og samtidig er den positive anbefaling "køb" fastholdt.
Ørsted regner nu med, at den samlede driftsindtjening før af- og nedskrivninger (EBITDA) for hele koncernen vil ligge på 50-55 mia. kr. i 2030, hvilket vil svare til en gennemsnitlig årlig indtjeningsvækst på 14 pct.
Tilbage i juni 2021, da Ørsted senest meldte langsigtede mål ud, var ambitionen et driftsoverskud på 35-40 mia. kr. i 2027, hvilket i den periode svarede til en årlig indtjeningsvækst i omegnen af 12 pct.
Desuden ses investeringerne frem til 2030 at løbe op i 475 mia. kr., mens der for perioden 2020-2027 er udsigt til investeringer på 380 mia. kr. mod tidligere udmeldte 350 mia. kr.
Ørsted holder samtidig fast i sit mål om at have opstillet vedvarende energi med en samlet kapacitet på 50 gigawatt (GW) før udgangen af 2030.
Torsdag steg aktien med 5,1 pct. til 634 kr. som reaktion på de nye mål.
.\\˙ MarketWire