Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ørsted fortsætter i vejret da analytikere tager godt imod kapitaludsigter

9/6 11:32

Ørsted-aktien fortsætter i vejret med en stigning på 4,5 pct. til 662,20 kr. efter de nye langsigtede mål onsdag aften og kapitalmarkedsdagen torsdag, hvor analytikerkorpset især hæfter sig ved, at energikoncernen ikke skal ud at hente nye penge ved et aktiesalg.

Det affødte sammen med opløftende prognoser torsdag en stigning på 5,1 pct.

I energiselskabets nye 2030-plan er ambitionen om 50 GW vedvarende energi bekræftet, mens investeringsrammen blev løftet til 475 mia. kr.

Til trods for det store investeringsprogram venter Ørsted ikke at skulle udstede nye aktier, hvilket blandt andet tilskrives et aggressivt frasalg af andele i energiselskabets projekter - også kaldet farm downs.

Her regner Ørsted med i gennemsnit at kunne hente 20 mia. kr. årligt i perioden. En forudsætning, som Mads Nipper selv kalder for "aggressiv".

Trods et presset makroøkonomisk bagtæppe har Ørsted ifølge direktøren endnu ikke oplevet fald i interessen hos køberne til de milliarddyre andele i selskabets energiprojekter.

- Vi har tre aktive farm down-processer, og der er ingen som helst indikation på, at interessen er faldet. Alle de store infrastrukturinvestorer kender os. Med et meget betydeligt antal farm downs har vi handlet med rigtig mange, og de har tillid til os, siger han.

Netop udsigten til, at Ørsted kan være selvfinansierende har også fået det fransk-tyske finanshus Oddo til at hæve sin anbefaling for aktien til "neutral" fra "underperform", idet det pointeres, at det værst tænkelige scenarie er taget af bordet, skriver Bloomberg News.

Kapitalmarkedsdagen havde ifølge Oddo til formål at øge tilliden til, at Ørsted er i stand til at selvfinansiere væksten efter to år med skuffelser over projektgennemførelser.

Resultaterne fra kapitalmarkedsdagen var betryggende, pointerer Oddo, der samtidig har lagt 100 kr. til sit kursmål, så det nu lyder på 580 kr.

Også hos Danske Bank ses meldingerne fra kapitalmarkedsdagen som positive, da der også her henvises til, at Ørsted kan finansiere væksten uden at skulle gennemføre en større aktieemission, fremgår det af et analysenotat fra finanshuset.

Investeringsrammen på 475 mia. kr. er lidt under Danske Banks estimat på 490 mia. kr.

Ørsted venter i 2027 nu en driftsindtjening målt på EBITDA på 45 mia. kr. fra offshore- og onshore-aktiver i drift sammenlignet med tidligere mål på 35-40 mia. kr. og Danske Banks estimat på 39,5 mia. kr.

Danske Bank rykker også sit kursmål en smule op til 755 kr. fra 740 kr.

.\\˙ MarketWire