Prisfald betyder færre lejligheder til salg for femte måned i træk
12/6 07:43
Hvis man er på udkig efter at købe en ejerlejlighed, har man fået færre valgmuligheder.
I løbet af maj i år faldt antallet af udbudte ejerlejligheder i hele landet med 1,53 procent til 6311.
Det viser nye tal fra Finans Danmark, som er blevet offentliggjort mandag.
Det er femte måned i træk, at antallet af ejerlejligheder til salg falder. Og en af hovedårsagerne er, at priserne på lejligheder er faldet i løbet af det seneste år.
Det forklarer Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.
- Der er virkelig ikke særlig meget at vælge mellem. Lejlighedsmarkedet har været præget af markante prisfald det seneste år. Netop den prisjustering betyder, at købere og sælgere igen finder hinanden til en handel, skriver han i en kommentar til tallene.
Dog er antallet af udbudte lejligheder stadig knap 3,6 procent højere end for et år siden.
Der er stor forskel på, hvordan antallet af salgsskilte på lejlighedsmarkedet har udviklet sig det seneste år rundt omkring i landet.
I Frederiksberg Kommune er antallet af lejligheder til salg faldet med mere end 20 procent. Samtidig er antallet faldet med knap ti procent i Københavns Kommune.
I Aarhus Kommune er antallet derimod steget med over 13 procent siden maj sidste år.
/ritzau/