Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier: Tesla nedsmeltning, Novo Nordisk/Genmab fald


125096 ProInvestorNEWS 11/3 2025 06:36
6
Oversigt

Kommentar fra Per Hansen, Investeringsøkonom, Nordnet

De amerikanske aktier faldt mandag massivt anført at Tesla nedsmeltning og udsalg af selskaber med meget høj prissætning; men udsalget var mere end det. I Danmark var det Novo Nordisk og Genmab som af egne årsager faldt 7-8 %. Velkommen til en meget turbulent aktieverden.



Nasdaq i voldsomt kursdyk

Det er ikke hverdagskost, at et meget stort aktieindeks falder med næsten 4 %. Ikke desto mindre skete det mandag aften i USA. Der er altid indeksmæssige trækhest bag ved en stor nedtur, som falder mest, men nedturen var ikke kun meget stor i få aktier. Den var også et udsalg af markedsrisiko.



Fear and Greed viser panik

En af de stemningsindikatorer, som illustrerer sindsstemningen hos investorerne er Fear and Greed fra CNN. I figur 1, er vist den aktuelle temperaturmåling på det amerikanske aktiemarked. Niveauet har været "frygtsomt" i løbet af de seneste uger. Den aktuelle måling på "14" viser tydelige tegn på stor frygt og panik.

Figur 1: Fear and Greed

Kilde: https://edition.cnn.com/markets/fear-and-greed


Når niveauet er lavt er det et billede på stor nervøsitet og at aktierne ER faldet. Investorerne reagerer altså på faldet. Indikatoren er altså et billede på at investorerne efter kursfald mener risikoen ved at være i markedet er større end at være udenfor.



Stemningindikator illustrerer stor nervøsitet EFTER fald

Normen er at barometeret svinger meget. Investorerne køber ikke aktier fordi de er billige, men meget ofte (og især i USA), fordi stemningen presser aktier op og lysten til at købe er baseret på at dagens stigninger giver muligheder for flere stigninger kortsigtet. På samme måde nedad. Investorerne frygter yderligere udsalg efter større kursfald. Det kan ske, men på et tidspunkt er nålen presset så langt nedad, at de som frygter yderligere fald allerede i større omfang har solgt. Det kan være noget af det, som drev aktierne ned mod slutningen af mandagens handel.



Tesla fordobling er blevet til 10 % kursfald

Den aktie som pådrog sig mest opmærksom mandag var formentlig Tesla. Aktien faldt ikke kun 15 % i den ordinære handel, men sank yderligere i eftermarkedet. Hele den fordobling, som skete efter Donald Trumps valgsejr er forduftet, og aktien sluttede tæt på 10 % under niveauet fra den 4. november, som var dagen før USA valget.



Trumponomics og Muskonomics

Årsagen til nedture i Tesla og andre USA aktier er klar: Det er her faldhøjden er størst; prisfastsættelsen højest og stedet hvor de fleste aktiepenge er anbragt. Stik imod hvad man hører fra den amerikanske præsident, er risikoen for yderligere kursfald knyttet til hans toldpolitik. Hvis der kommer mere told, og hvis der kommer told mod Europa vil den told blive modsvaret. Told er en skat, som skal betales af forbruger og virksomheder, og det har en betydning for aktierne.



Investorer er investeret i amerikansk tjenestebalance

Europa har et stort overskud på vare(u)balancen, mens USA har et meget stort overskud på tjenestebalancen. Investorerne er i hovedsagen investeret i den amerikanske "tjenestebalance" via Google, Amazon, Apple, Microsoft, etc. Derfor (sammen med prisfastsættelsen) falder de amerikanske aktier mest, når talen falder på told.



Hold øje med USD svækkelse

De seneste uger er USD blevet markant svækket. Det kan være et advarselssignal. Måske skyldes det 1)frygt for at Donald Trump og hans administration har lyst til at blive mere pengepolitisk involveret og blande sig i FEDs arbejde. Det lyder vanvittigt, men det ER allerede sket andre steder. Måske skyldes faldet, at 2)investorerne forbereder sig på en svækkelse af den amerikanske økonomi? 3)Måske skyldes nedturen en frygt for at storudsalget af USA aktier fortsætter, eller det kan også være 4)et tegn på at flow of funds vender ud af USA. Uanset er der gode grunde til at holde godt øje med udviklingen og faldet.



Er der en Trump put?

I USA spiller aktiemarkedet en meget større rolle end andre steder i verden. Det har været normen, at den amerikanske centralbank holder øje med vækst og inflation. Samtidig har centralbanken også været en bagstopper med pengepolitisk hjælp, når aktierne har været på gyngende grund. Doseringen af lavere renter eller muligheden for at gøre det, har været aktiernes bagstopper i tider med faldende aktiekurser. Man taler om en "Powell put" efter centralbankchefen. Aktuelt Jerome Powell.



Ingen tegn, endnu da

Det vil kun være naturligt, hvis investorerne spørger sig, om der findes en tilsvarende "Trump put"? Altså om den primære årsag til nedturen: Den førte USA politik med toldtrusler kan blive ændret, hvis først og fremmest de amerikanske aktier falder (mest). Vi har ikke set og hørt det, men den amerikanske præsident handler impulsivt, og man skal i det mindste ikke udelukke det.



Tynde vægttabsdata tynger Novo Nordisk

Udenfor den amerikanske nedtur var der også et nyt stor kursfald i Novo Nordisk. Det har ikke noget med USA nervøsiteten at gøre, men skyldes, at nye CagriSema data med vægttab over 68 uger på 15,7 % blev tolket som undervældende, og "formentlig ikke bedre end andre".



JNJ siger nej tak til Genmab

Investorerne har i nogle måneder været spændte på, hvorvidt JNJ ville udnytte sin option på i 2030 at arbejde mere sammen med Genmab med hensyn til Hexabody CD-38. I går blev den spænding udløst med et "nej tak". Aktien faldt med ca. 8 %. Det var alt i alt indenfor det forventede med en 10 % nedrisiko og 25 % upside ved et nej/ja. Nu skal Genmab formentlig se sig om efter opkøbsmuligheder til at supplere produkter og pipeline. Der er god tid til 2030 hvor Darzalex patent udløber, men på kort sigt kan aktien forblive lidt presset af risikoen for dyre "erstatningsindkøb" af andre selskaber.



Er der en prisfastsættelsesbund?

Når aktier falder og der er storudsalg, leder investorerne naturligt efter en kursbund. Den første tanke er som regel om aktierne er faldet for meget og om aktierne er blevet for billige.?



Prisfastsættelse baseret på finansiel astrologi

USA investorer er tæt på 100 % stemningsbaserede. De køber ikke på grund af lav pris, men fornemmelsen for stigninger i morgen. Mange USA aktier inklusive eksempelvis Tesla og Palantir har været prisfastsat efter "finansiel astrologi", som overvejende kunne forklares ved ekstreme langsigtede forventninger. Disse forventninger er for en stund "sat på pause" eller i baggrunden.

Aktierne og især udvalgte af dem kan altså meget vel kortsigtet være faldet for meget på grund af storudsalg. Investorerne skal være varsomme med at kalde prisfastsættelsesbunden, fordi mekanismerne mere tilsiger stemning end fokus på pris vs indtjening.



Lav indkøbsliste

Det er fornuftigt, hvis/at investorerne bliver nervøse over kursfaldet og intensiteten. Rådet er fortsat: Brug nedture konstruktivt til at tilpasse din portefølje til din risikoprofil. Er der aktier som du længe har haft et godt investeringsøje til og lyst til at købe, kan det være at det er tid til at slå til.


Figur 1: Fear and Greed

Kilde: https://edition.cnn.com/markets/fear-and-greed
(tryk på billedet for at forstørre)




11/3 2025 06:38 ProInvestorNEWS 6125097



Figur 2: Udviklingen i USD/DKK, 2025

Kilde: Nordnet




11/3 2025 06:39 ProInvestorNEWS 6125098



Figur 3: Kursudvikling, Tesla, 1 år




11/3 2025 07:13 ProInvestorNEWS 6125099



USA/lukning: Største nedtur siden december - Trump smider aktier under bussen

11/3 06:32

De amerikanske aktier dykkede kraftigt mandag og registrerede den største nedtur på en enkelt dag siden midten af december sidste år.

Årsagen var, at den amerikanske præsident, Donald Trump, i weekenden ikke ville udelukke en recession senere i år, udløst af hans egen omskiftelige handelspolitik.

Og kursfaldene så i første omgang ud til at ville fortsætte tirsdag. Futures åbnede med fald på 0,2 pct., men har siden rettet sig og omkring klokken 6 indikeres stigninger på 0,1-0,3 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

I forvejen har der et stykke tid været salgspres på de senere års bærende kræfter i USA's aktiemarked, teknologiaktierne, da der er blevet stillet spørgsmålstegn ved investeringscasen omkring kunstig intelligens. Samtidig er investorerne begyndt at sende pengene til de europæiske aktiemarkeder, hvor regeringerne og EU nu gør mere for væksten.

Vækstbekymringen og frygten i USA satte sig også i obligationsmarkedet, da investorerne søgte derover og sendte kurserne op, mens markedsrenterne i sin tur faldt tilbage.

Det brede S&P 500-indeks smed derfor 2,7 pct., mens Dow Jones mistede 2,1 pct., og Nasdaq droppede hele 4,0 pct. Man skal samtidig tilbage til midten af september for at finde et større minus i Nasdaq, da indekset den 13. september det år smed 5,2 pct. efter et hop op i inflationen.

TÆT PÅ KORREKTION

S&P 500 nærmer sig korrektionsniveau med et fald på godt 8,5 pct. siden den seneste rekord for blot to-tre uger siden, mens Nasdaq og Nasdaq 100 allerede er nået derhen med dyk på en del mere end 10 pct. siden deres seneste toppe.

- Jeg hader at forudse den slags ting. Der er en overgangsperiode, fordi det, vi gør, er meget stort, lød det søndag fra Donald Trump til Fox News, da han blev spurgt om en mulig recession i år.

Med andre ord er en recession en pris, Donald Trump gerne vil betale for at ændre samhandlen med omverdenen.

I forvejen viste sidste uges nøgletal, at arbejdsmarkedet i USA er blevet blødere med flere fyringer og færre nye stillinger i februar, ligesom målingerne af tilliden til fremtiden hos både forbrugere og erhvervsliv er dykket, efter Trump igen i januar blev præsident.

Federal Reserves afdeling i Atlanta er også på rekordtid dykket fra at forudsige vækst i USA i dette første kvartal til senest at forudse en tilbagegang i BNP på 2,4 pct.

- Præsidenten øgede sit sats på den nuværende politiske plan og anerkendte muligheden for en opbremsning, og det tynger stemningen, siger Tom Essaye, grundlægger af The Sevens Report, til Bloomberg News.

APPLE FØRTE AN I NEDTUR

Det er de seneste års store vindere, som trak ned med tunge, tunge kursfald inden for it, der samlet set faldt 4,3 pct. Det var ikke meget anderledes i kommunikationsservice, som smed 3,9 pct., mens cyklisk forbrug også tabte 3,5 pct.

I den positive vægtskål var der et løft til i forvejen oversolgte energi på 0,9 pct., mens defensive forsyning også vandt 1,0 pct.

Det var Apple-aktien, som mere end nogen anden trak ned i markedet mandag med et minus på 4,9 pct., mens Nvidia også tabte 5,1 pct., og chipkonkurrenten Broadcom faldt 5,4 pct. I samme sektor, it, dykkede Microsoft samtidig med 3,3 pct.

I kommunikationsservice smed Meta Platforms samtidig 4,4 pct., ligesom Alphabet mistede 4,6 pct.

FREMGANG FORDUFTET

I cyklisk forbrug tabte Amazon sideløbende 2,4 pct., mens Tesla smed hele 15,4 pct. og nu er mere end halveret siden sin seneste top i december, ligesom hele gevinsten, elbilaktien fik efter valget af Donald Trump i november, er forduftet.

Nedturen for Tesla er kommet på bagkant af markant negativ vækst i salget af biler på flere markeder i Europa, herunder Tyskland og Frankrig, og i Kina i årets første par måneder.

De faldende renter og risikoen for lavere økonomisk aktivitet ramte også bankerne på to fronter på samme tid, på rentemarginalen og på de ventede forretningsvolumener, og derfor faldt JPMorgan Chase, USA's største bank, med 4,2 pct., mens Wells Fargo mistede 6,0 pct.

Desuden faldt Eli Lilly mandag med 4,6 pct. Novo Nordisk have ellers skuffet med data fra sit potentielt kommende fedmemiddel Cagrisema, hvilket egentlig er godt nyt for konkurrenter på fedmemarkedet, hvor Eli Lilly er den klart største.

.\˙ MarketWire



11/3 2025 08:54 c3po 3125104



Rigtig godt råd det med at lave en indkøbsliste og altid have den klar og opdateret, når der kommer en pandemi eller en Trump/Musk. Jeg har selv en liste med lidt mere end 200 aktier, som jeg gerne ville eje, hvis prisen var den rigtige.

US stock market loses $4 trillion in value as Trump plows ahead on tariffs
https://www.reuters.com/markets/us/investors-flee-equities-trump-driven-uncertainty-sparks-economic-worry-2025-03-10/



11/3 2025 11:29 binvest 2125110



Med så mange aktier i mit univers, ville jeg totalt miste overblikket. Jeg mener ikke, det giver mening med mere end højst 1/10, altså 20 aktier. Det er jo ikke kun et spørgsmål om at sætte dem på en liste på et tidspunkt.

For det betyder vel, at man følger med ved deres regnskabsaflæggelse, ændringer i konkurrencesituationen, ledelsesændringer, ordreindgang mv.

Ellers er listen ikke meget værd, og man investerer på baggrund af gamle kursrelationer, gamle nyheder mv.



11/3 2025 12:30 c3po 3125111



binvest Man skal selvfølgelig gøre, hvad man har tid og lyst til. Man kan eksempelvis reducere ens univers til nordiske aktier. Lige for tiden er det nemt for mig, fordi mere end 90% af de 200 kandidater er for dyre. Og så kan jeg i næsten alle tilfælde nøjes med at læse årsrapporten, fordi alle virksomhederne er relativt stabile; der er ingen lotteri-sedler i form af eksempelvis biotek-virksomheder og startup-teknologi-virksomheder, hvor det går fra at være en god/dårlig investering fra den ene dag til den anden. En virksomhed som eksempelvis Altria ændrer sig ikke meget fra det ene år til det næste. I min liste noterer jeg den dato, hvor jeg senest har kigget på deres regnskab. På den måde undgår jeg, at der går for lang tid imellem mine vurderinger.

Men jeg har fuld forståelse for, at denne type af aktiv investering ikke er for alle. For mange er det bedre at investere passivt i ETFer, hvis man ikke har den fornødne tid og/eller glæde ved at kigge på regnskaber.



TRÅDOVERSIGT