Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Novo i rekord holdt C25 i vater

21/5 17:02

En solid stigning til Novo Nordisk til alle tiders højeste slutkurs gjorde udfaldet på det danske aktiemarked tirsdag, hvor det blev til et lille plus i C25-indekset på 0,03 pct. til 1984,46 trods fald i 15 af de 24 eliteaktier.

Novo Nordisk-aktien fik ekstra medvind i løbet af dagen, da selskabet under en virtuel pressebriefing satte flere ord på den massive efterspørgsel, som selskabet oplever på vægttabsmidler.

Ifølge koncerndirektør Henrik Wulff, der har ansvar for Novos produktion, kvalitet og it, er det ikke til at sige, hvornår Novo Nordisk kan møde den voldsomme efterspørgsel efter vægttabsmidler - en efterspørgsel, der i den grad er kommet bag på selskabet.

- Efterspørgselskurven tenderer til at være lodret, og det har været en kæmpe overraskelse, siger Henrik Wulff.

Novo-aktien endte 2,7 pct. højere i 927,20 kr. og klemte sig dermed over den seneste lukkekursrekord på 924,50 kr. fra 14. marts.

COMEBACK TIL ZEALAND PHARMA

Helt i toppen af C25 endte imidlertid Zealand Pharma, der ligeledes forsker i vægttabsmidler, med et plus på 3,8 pct. til 622,50 kr. Det skete efter et fald på over 8 pct. de foregående to handelsdage.

- Medicinalsektoren er den eneste sektor i Europa, der ligger i plus i dagens marked, og Zealand laver et lille comeback efter et par dage med fald, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

Der var også interesse for Mærsk-aktierne, efter at Wall Street Journal mandag bragte en artikel om de stigende fragtrater efter omlægninger af ruterne væk fra det uroplagede Røde Hav.

Den amerikanske finansavis skrev, at omdirigeringen af skibe syd om Afrika har været med til at presse containerfragtraterne op med ca. 30 pct. i løbet af de sidste par uger, og at importørernes omkostninger vil stige yderligere, når de øger deres mængder forud for den travle sommersæson.

- Mærsk ligger godt efter gode ratetal i fredags, og artiklen i Wall Street Journal kan meget vel give lidt ekstra opmærksomhed om aktierne, vurderer Martin Munk.

Mærsk B steg 0,7 pct. til 11.505 kr.

I bunden af C25 endte Bavarian Nordic med et fald på 3,1 pct. til 173,20 kr. Aktien fik et ekstra tryk ned efter nyheden om, at selskabets medicinske direktør, Laurence de Moerlooze, fratræder sin stilling for at søge nye udfordringer.

Ambu faldt desuden 1,8 pct. til 127,90 kr., efter at Handelsbanken sænkede sin anbefaling af aktien til "underperform" fra "market perform".

BRØNDBY PÅ GULDKURS

Blandt de små aktier var der opmærksomhed omkring fodboldklubben Brøndby IF, der med mandagens resultater er i spidsen for Superligaen med blot én resterende runde.

Her kan klubben blive dansk mester med en sejr hjemme over AGF.

Brøndby-aktien steg med hele 17,2 pct. til 0,82 kr.

Sydbank endte desuden 1,5 pct. højere i 367,40 kr. efter nyheden om, at det har indgået aftale om køb af Coop Bank for et trecifret millionbeløb.

.\\˙ MarketWire