Pimco med kraftig anbefaling af obligationer
6/6 06:34
Fastforrentede papirer vil de kommende år trumfe aktiemarkedet og mange andre aktivklasser, fordi der er udsigt til en nulstilling af renteniveauer, som kun ses en gang i hver generation.
Det mener en af verdens største obligationsinvestorer Pacific Investment Management Co., eller bare Pimco, ifølge Bloomberg News.
- Aktivt forvaltet fastforrentede investeringer vil klare sig godt, hvis der ikke kommer en recession inden for en sekulær tidshorisont, og det vil klare sig endnu bedre, hvis der gør, hedder det i en analyse fra Pimcos eksperter, som blandt andet omfatter den tidligere næstformand for USA's centralbank, Richard Clarida.
Indtil videre har obligationerne dog registreret et mindre tab i USA i år, mens aktiemarkedet er steget med mere end 10 pct. Den stærke amerikanske økonomi har nemlig i årets første tre måneder også overrasket med en tiltagende inflation efter sidste års afbøjning, og det har tvunget markedsrenterne opad, mens obligationskurserne omvendt er faldet.
Nøgletallene er dog begyndt at vige igen, og kommer kerneinflationen varigt ned mod den amerikanske centralbanks mål på 2,0 pct., er der de kommende år udsigt til rentesænkninger og dermed også lavere renter.
I Pimco mener man derfor, at investorer med en tidshorisont på tre til fem år kan skabe en obligationsportefølje, som vil give 6-7 pct. i årligt afkast uden "signifikant risiko fra renter, kredit eller manglende likviditet".
- Startrenterne er i høj grad forudsigende for obligationsafkastene over en flerårig horisont.
Bloomberg News' overordnede amerikanske såvel som globale obligationsindeks handles for tiden med effektive renter omkring 5 pct., og centralbankrenten i USA ligger netop nu i 5,25-5,50 pct., mens bankens ledelse selv anser 2,60 pct. for dens langsigtede neutrale niveau.
- Markedet ser ikke ud til at indregne en betydelig risiko for recession, hvilket betyder, at obligationer er en billig sikring af den risiko.
.\\˙ MarketWire