Vestas lander millardunderskud for andet kvartal
14/8 07:55
Vindmølleproducenten Vestas havde taget en stor del af spændingen ud af onsdagens regnskab for andet kvartal, efter at selskabet allerede i starten af ugen nedpræciserede forventningerne til 2024 og her også kom med et par foreløbige tal for udviklingen i kvartalet.
Nedjusteringen mandag var drevet af højere omkostninger i serviceforretningen, der kostede 300 mio. euro i negativ regnskabseffekt i regnskabet for andet kvartal. Det er en post, der naturligvis sætter tydelige spor i det komplette regnskab for kvartalet, som vindmølleproducenten kan præsentere onsdag morgen.
Omsætningen i kvartalet opgøres til 3296 mio. euro, mens driftsmarginen, EBIT, før særlige poster landede på minus 5,6 pct., hvilket flugter med de foreløbige tal, som Vestas offentliggjorde mandag.
På bundlinjen kan Vestas desuden fremvise et minus i andet kvartal på 230 mio. euro, svarende til 1,16 mia. kr., mens estimatet hos analytikerne, som blev indsamlet før mandagens melding, var et overskud på 54 mio. euro.
Efter justeringen af forventningerne venter Vestas for 2024 nu en omsætning på 16,5-17,5 mia. euro og en EBIT-margin på 4-5 pct.
.\\˙ MarketWire