Tirsdagens aviser med DSV, Carlsberg og SAS
17/9 06:32
BØRSEN
DSV LØBER RISIKO MED MILLIARDGÆLD EFTER GIGAOPKØB, ADVARER RATINGBUREAU
Hvis ikke DSV får banket lønsomheden i vejret i kølvandet på sit gigaopkøb af tyske DB Schenker, kan det gå ud over koncernens kreditværdighed, lyder det fra Moody’s. (Forside, side 4)
PRIVATKUNDER ER HISTORISK UTILFREDSE MED DERES BANK
Mens kundetilfredsheden hos bankernes privatkunder falder, er den stagnerende hos erhvervskunder, viser ny brancheundersøgelse fra EPSI. (Side 8)
JACOB AARUP-ANDERSEN ER KLAR MED FREMTIDENS CARLSBERG: NU SKAL DER EKSEKVERES
År med kriser og kæmpetab i Rusland har tilsidesat Carlsbergs fokus på vækst. Men nu kan verdens tredjestørste bryggeri endelig se fremad, og med et opkøb på 36 mia. kr. er brikkerne på plads til at skabe fremtidens Carlsberg, siger topchef. (Side 14-15)
FORMUEPLEJE SKIFTER BENCHMARK: HAR IKKE FORKLARET DET GODT NOK
Kapitalforvalteren Formuepleje møder kritik for at skifte sammenligningsgrundlag for deres investeringsprodukter efter katastrofeår. (Side 22)
BERLINGSKE BUSINESS
NY SAS-FORMAND VIL GØRE OP MED MANGEÅRIG STREJKEKULTUR
SAS' nye bestyrelsesformand, Kåre Schultz, understreger, at strejker er ekstremt skadelige for en virksomhed. Nu sætter han sig for bordenden i et luftfartsselskab med en lang kultur med arbejdsnedlæggelser. (Forside, side 8)
VERDENS VÆKSTMOTOR HAR GRUS I MASKINERIET
Kinesisk økonomi bliver ved med at vise svaghedstegn. Myndighederne har været tilbageholdende med mere stimulans på trods af, at det kollapsede boligmarked trækker blodrøde spor. Intet tyder på bedring - tværtimod. (Side 11)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
STRATEGER SENDER ADVARSEL TIL DANSKE INVESTORER
Når de danske investorer tager på indkøb i aktiemarkedet, er det typisk i Danmark – og det er en udfordring ifølge strateger, som advarer om, at de danske aktier fylder alt for meget i investorernes porteføljer. (Forside, side 6-7)
TIDLIGT UDSALG OG VARMT EFTERÅRSVEJR SÆTTER MODEBUTIKKER UNDER PRES
Flere topchefer ærgrer sig over, at modebranchen skyder gang i sæsonudsalget for tidligt. Det sætter pres på tøjbutikkerne, når sensommervarmen fortsætter langt ind i efteråret, siger branchedirektør. (Side 5)
.\\˙ MarketWire