JPMorgan får sænket anbefaling af Morgan Stanley
30/9 18:00
JPMorgan har været blandt de bedst performende bankaktier, siden den amerikanske centralbank begyndte at hæve renten for mere end to år siden, men nu har centralbanken vendt retning, og Morgan Stanley har samtidig ændre holdning til aktien.
Analytiker Betsy Graseck har sænket sin anbefaling for banken, der er ledet af Jamie Dimon, til "ligevægt" fra "overvægt", en vurdering hun har haft på aktien siden december 2022, skriver Bloomberg News.
- Vi ser mindre positive overraskelser forude for JPMorgan efter et stærkt løb over de sidste to år, skriver Betsy Graseck i et notat og tilføjer, at der er mere plads til positive overraskelser målt på nettorentemarginen andre steder i banksektoren.
JPMorgan-aktien er steget 24 pct. i år sammenlignet med en stigning på 19 pct. i KBW Bank-indekset og en fremgang på 20 pct. for det brede S&P 500-indeks.
Aktien er steget næsten 60 pct., siden den amerikanske centralbank begyndte at hæve renterne i marts 2022, mens bankindekset er faldet med mere end 9 pct. siden da.
Morgan Stanleys analytiker er i stedet mere positiv over for mid-cap-banker, der vurderes, at kunne drage fordel målt på nettorentemarginalen af hurtige rentenedsættelser.
På den baggrund er anbefalingen blandt andet løftet på US Bancorp, der nu har anbefalingen "overvægt" mod tidligere "ligevægt" på udsigt til en større nettorentemargin, der ses hjulpet af bankens relativt høje koncentration af rentebærende indlån, som bør genprises hurtigt, når renten falder.
Analytikeren gentager i samme ombæring også anbefalingen "overvægt" for storbankerne Citigroup, Goldman Sachs og Bank of America på forventningerne om øgede indtægter fra kapitalmarkederne på grund af lavere renter, samt den opfattelse, at det kan sætte skub i deres aktietilbagekøb, da reducerer sine kapitalkrav, skriver Marketwach.
Kursmålet for JPMorgan bliver i samme ombæring sat en smule op til 224 dollar fra 220 dollar, der stadig er cirka 7 pct. over kursen mandag i 209,60 dollar, der er 0,4 pct. under fredagens lukkekurs.
.\\˙ MarketWire