Genmab leverer igen lovende data fra kræfthåb
10/12 06:34
Genmab har mandag offentliggjort positive langsigtede data fra to igangværende kliniske forsøg med antistoffet Epcoritamab til behandling af diffust storcellet B-celle lymfom.
Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen mandag aften.
I det ene studie, første arm af Epcore NHL-2 studiet, som er et fase 1b/2-forsøg, opnåede højrisikopatienter med tidligere ubehandlet diffust storcellet B-celle lymfom en samlet responsrate på 100 pct. og en komplet responsrate på 87 pct., når de fik Epcoritamab i kombination med Rituximab, Cyclophosphamide, Doxorubicin, Vincristine og Prednisone, en kombination af lægemidler, som kaldes R-CHOP-regimet, og som anses for at være den mest virksomme behandling af kræftsygdommen.
Blandt de patienter, der opnåede en komplet respons, forblev 83 pct. i remission efter to år.
I Epcore NHL-1 forsøget, der er et fase 2- studie, blev Epcoritamab i monoterapi givet til voksne patienter med tilbagevendende eller refraktært storcellet B-celle lymfom. Her opnåede 41 pct. af patienterne en komplet respons, og blandt dem var omkring 52 pct. stadig responderende efter tre år, med en median varighed på 36,1 måneder.
- Den hidtil usete holdbarhed af respons set i disse data styrker potentialet for, at Epcoritamab kan blive en central terapi til behandling af flere B-celle maligniteter og dermed gavne flere patienter, udtaler dr. Judith Klimovsky, udvikingsdirektør hos Genmab, i meddelelsen.
- Disse resultater understøtter vores igangværende fase 3-forsøg for Epcoritamab, herunder som en undersøgelsesbehandling i første linje kombinationsterapi hos patienter med tidligere ubehandlet diffust storcellet B-celle lymfom.
Begge studier blev præsenteret på det 66. årlige møde i American Society of Hematology (ASH).
Genmab præsenterede i weekenden også nye data fra et studie med Epcoritamab mod follikulært lymfom. Studiet testede antistoffet i kombination med kræftmidlerne Lenalidomid og Rituximab i patienterne med tilbagevendende follikulært lymfom.
Den samlede responsrate var på 96 pct., og 87 pct. af de i alt 111 patienter åbnede et komplet respons. Sygdommen var efter 21 måneder ikke forværret i 80 pct. af patienterne.
.\\˙ MarketWire