Danske Bank skruer ned for engagement-mål frem mod 2023
14/2 07:51
Landets største bank, Danske Bank, har valgt at sænke et helt centralt mål i perioden frem mod 2023. Det omhandler målet for bankens 22.000 ansattes engagement i deres arbejde.
Det nye mål er dog stadig ambitiøst, lyder det fra Danske Banks HR-direktør, Karsten Breum.
Det skriver Børsen.
Det nye mål for medarbejdernes engagement i 2023 er ændret til 77 indekspoint, hvorimod målet førhen lød på, at over 90 pct. af staben skulle være engagerede.
Ifølge Karsten Breum er ændringerne i målemetoden kommet på baggrund af, at der i det foregående år er sket store ændringer i organisationen.
- I samme ombæring er ambitionen justeret en anelse for at passe bedre til vores aktuelle situation, idet vi ønsker at sætte et mål, som ifølge vores partnere og rådgivere stadig er ambitiøst, og som samtidig er realistisk, siger Karsten Breum til avisen.
Ifølge Danske Bank kan de to målemetoder ikke sammenlignes, mens Børsens oplysninger peger på, at der er tale om et lavere mål for engagementet - også når man tager højde for, at skalaen er ny.
Måleændringerne kommer samtidig oven på et registreret fald i de ansattes engagement i 2020, hvor 84 pct. af medarbejderne var engagerede, skriver avisen.
Flemming Poulfelt - professor emeritus i ledelse og strategi på CBS - udtaler sig om, at ændringerne i målingen gør det "svært at gennemskue den reelle udvikling fra 2020 til 2021".
Link til originalartikel: https://borsenpro.dk/finans/nyheder/danske-bank-saenker-malet-for-medarbejdernes-engagement
.\\˙ MarketWire