OVERBLIK: Olieprisen stiger til 130 dollar per tønde
7/3 07:13
Krigen i Ukraine har sendt energipriserne markant i vejret og aktiemarkederne i dørken, og det billede fortsætter mandag morgen. Her er et overblik over de seneste kursudsving og udviklingen i konflikten hen over weekenden.
* Amerikanske politikere fra både Demokraterne og Republikanerne har i weekenden sammensat et lovforslag om at forbyde import russisk olie og gas, skriver Wall Street Journal.
* Herhjemme foreslår Radikale Venstre, at Danmark senest i 2028 skal være uafhængig af russisk olie og gas. Også SF ønsker at gøre Danmark uafhængig af Ruslands sorte energi.
* De amerikanske betalingsvirksomheder Visa, Mastercard og American Express meddelte søndag, at de vil standse driften i Rusland som følge af invasionen i Ukraine.
* Ruslands præsident, Vladimir Putin , sagde lørdag, at han betragter vestlige landes sanktioner som noget, der ligner en krigserklæring.
* Søndag talte Putin med sin franske kollega, Emmanuel Macron, og her var budskabet, at Rusland har til hensigt at opnå sine mål i Ukraine - hvad enten det sker "gennem forhandlinger eller krig".
UDSVING PÅ FINANSMARKEDERNE
* Futures indikerer mandag morgen, at det tyske DAX-indeks vil åbne 3 pct. lavere. Det amerikanske S&P 500-indeks indikeres 1,3 pct. lavere efter et fald på 0,8 pct. fredag.
* Den russiske rubel har igen sat bundrekord mandag morgen i 138,50 rubler per dollar mod 123 rubler fredag eftermiddag. Siden krigen brød ud torsdag i forrige uge er rublen svækket over 40 pct. fra et niveau på 81 rubler per dollar. Ruslands centralbank hævede ellers mandag i sidste uge sin toneangivende rente til 20 pct. fra 9,5 pct. Det har desuden været fremme, at centralbanken siden invasionen skal have interveneret i valutamarkedet ved at købe rubler for udenlandsk valuta.
* Det russiske aktiemarked holdt lukket hele sidste uge, og centralbanken meddelte i fredags, at alle landets finansmarkeder vil være lukket til og med tirsdag.
* Oliepriserne er generelt steget markant, siden Rusland gik ind i Ukraine. Mandag morgen koster en tønde Brent-olie til levering i maj 129,71 dollar efter en overgang at have nået 139 dollar per tønde for første gang siden 2008. Siden fredag er olieprisen steget omkring 10 pct., og siden invasionen er olieprisen skudt i vejret med sammenlagt 37 pct.
* Den toneangivende hollandske gas-future steg alene fredag 42 pct. til 204 euro per megawatttime efter en stigning på 31 pct. torsdag og et fald på 20 pct. fredag. Samlet er prisen steget med 128 pct. siden invasionen torsdag i forrige uge.
* Det danske C25-indeks er - noget overraskende - steget siden Ruslands invasion. Fredag endte indekset dog 1,8 pct. lavere i 1683,05, og indekset er faldet de seneste fire børsdage på stribe. Siden invasionen er C25 steget 1,9 pct.
* De hidtidige stigninger herhjemme har særligt været trukket af de grønne aktier i Vestas og Ørsted - formentlig fordi investorerne regner med, at der vil blive skruet op for investeringerne i grønne energiløsninger for at reducere afhængigheden af russisk olie og gas. Siden torsdag er Ørsted steget med næsten 18 pct., og Vestas er gået 21 pct. frem.
* I Europa generelt har aktieudviklingen været nedslående. Stoxx 600-indekset er samlet faldet over 7 pct. siden invasionen.
* Guldpriserne, der ofte bruges som sikker havn, er steget. Et troy ounce guld koster mandag morgen 1993 dollar. Det er en stigning på over 4 pct. siden onsdag i forrige uge.
* På obligationsmarkedet er statsrenterne faldet betragteligt. Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte fredag i 0,20 pct., og er faldet 31 basispoint, siden krigen brød ud. I USA er den toneangivende tiårige T-bond-rente bakket fra omkring 2 pct. til 1,70 pct.
.\\˙ MarketWire