USA/lukning: Humøret vendte igen rundt til fald - NY
15/3 06:32
Et spirende håb om fred blev godt og grundigt sendt i skammekrogen mandag på det amerikanske aktiemarked. Og ugens første handelsdag endte endnu en gang med gedigne klø til aktiemarkedet, selv om der tidligere på dagen var anderledes optimisme over håb om en fredelig løsning på konflikten i Ukraine.
Dow Jones-indekset endte uændret, mens S&P 500-indekset mistede 0,7 pct., og det teknologitunge Nasdaq-indeks drattede 2,0 pct., hvor blandt andet nedlukning i Kina og stigende renter trak ned.
USA gik over til sommertid i weekenden, og derfor lukkede handlen en time tidligere end normalt, dansk tid, mandag.
Og med dagens fald lignede det mest af alt "business as usual", hvilket også synes at være tilfældet tirsdag morgen. Som de foregående dage er de tidlige indikationer fra futuresmarkedet om retningen senere på dagen positiv.
Indikationerne tirsdag morgen peger på plusser på 0,0-0,5 pct., når markedet i New York åbner i eftermiddag.
Forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland fortsætter tirsdag - men mandag blev der ikke annonceret nye fremskridt.
Oveni venter investorerne, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på onsdag hæver renten for første gang i tre år, da inflationsbekymringerne tager til i takt med blandt andet højere energipriser.
- Vi ser rotation til værdi og væk fra vækst. En stor del af årsagen skal findes i, hvad der kommer til at ske med renten, siger Paul Nolte, porteføljemanager hos Kingsview Investment Management, til Reuters.
- Aktiemarkederne vil blive udfordret fremadrettet, og i dag er endnu et eksempel på det, siger han.
Rentemødet i den amerikanske centralbank begynder tirsdag og afsluttes med en rentemelding onsdag.
PRES PÅ APPLE
Faldet i Nasdaq skal blandt andet ses i lyset af nedlukninger i Kina i forbindelse med covid-19, hvor Apple er blevet ramt, efter at underleverandøren Foxconn har stoppet produktionen på fabrikken i Shenzhen, der blandt andet producerer iPhones. Det er sket som reaktion på den kinesiske regerings nedlukning af byen, der er et teknologiknudepunkt.
Apple endte 2,7 pct. lavere mandag.
Også kasinoaktier var presset med minusser på 11,9 pct. for Las Vegas Sands og 7,5 pct. til Wynn Resorts.
Selskabernes aktier blev blandt andet ramt af øgede inflationsbekymringer samt bekymringer om det stigende antal coronasmittede i Kinas Guangdong-provins og i Hongkong, hvilket kan få betydning for kasinoerne i spillebyen Macao, hvor en række af de amerikanske kasinoer har aktiviteter.
PRISFALD PÅ OLIE RAMMER OLIEAKTIER
Oliepriserne tog et dyk mandag på 6,8 pct. til 101,88 dollar for WTI-olien, hvilket blot fortsatte udviklingen fra sidste uge. Faldet kom efter netop de diplomatiske bestræbelser på at afslutte krigen i Ukraine, samt at markedet venter højere amerikanske renter.
Yderligere blev prisen på olie også ramt af bekymringer om coronaudviklingen i Kina, hvor flere byer er lukket ned.
Olieselskaberne Occidental Petroleum og Chevron tabte 4,1 pct. og 2,5 pct. Oveni fik begge aktier sænket anbefalingen til "ligevægt" af finanshuset Morgan Stanley.
De løftede håb om en fredelig løsning på konflikten i Ukraine fik investorerne til at gå ud af de mere sikre statsobligationer, hvilket fik renten på den tiårige amerikanske statsobligation til at stige til 2,14 pct. fra 1,99 pct. ved lukketid fredag.
Stigende renter er vand på bankernes mølle, og Bank of America steg 2,1 pct. og Wells Fargo med 2,9 pct.
KINESISKE AKTIER I NY NEDTUR
Kinesiske aktier med børsnotering i USA fortsatte nedturen, idet bekymringerne over Beijings tætte relationer til Rusland er kommet oven i kurstabene drevet af kinesernes undersøgelser af teknologigiganter og øget risiko for afnoteringer i USA.
Alibaba faldt 10,4 pct. efter fredagens fald på 6,7 pct., og JD.com tabte 10,5 pct. efter fredagens nedtur på 8,6 pct.
Finanshuset JPMorgan har sænket sin anbefaling for de to aktier til "undervægt".
- Som følge af stigende geopolitiske og makroøkonomiske risici mener vi, at et stort antal globale investorer er i færd med at reducere eksponering til den kinesiske internetsektor, hvilket fører til betydelige udstrømning fra fonde, skriver JPMorgan.
.\\˙ MarketWire