Ørsted sælger 50 pct. af Hornsea 2 i Storbritannien - NY
28/3 08:56
Ørsted sælger halvdelen af havvindmølleparken Hornsea 2 i Storbritannien, der bliver verdens største, når den står færdig senere på året.
Det oplyser selskabet i en meddelelse mandag morgen.
Salgsprisen for parken er på 3 mia. britiske pund, hvilket svarer til lige knap 27 mia. danske kr. Parken har en kapacitet på 1,3 gigawatt (GW).
Handlen ventes afsluttet i anden halvdel af 2022, når vindmølleparken er idriftsat, og de nødvendige myndighedsgodkendelser foreligger, fremgår det af meddelelsen.
Køberen er et konsortium bestående af AXA IM Alts, som handler på vegne af sine kunder, og Crédit Agricole Assurances. De overtager hver især 25 pct.
Ejerandelen vil blive finansieret gennem en kombination af egenkapital og en finansieringspakke i flere trancher af seniorgæld med deltagelse af 30 banker, inklusiv en tranche som Danmarks eksportkreditfond, EKF, stiller garanti for. Finansieringspakken er udarbejdet og sammensat af Ørsted, oplyser selskabet.
- Vi er glade for at samarbejde med AXA IM Alts og Crédit Agricole Assurances, to af verdens førende finansielle institutioner, som har forpligtet sig til at fremskynde omstillingen til en CO2-neutral økonomi i overensstemmelse med Parisaftalen, og som dermed understøtter det akutte behov for en omstilling fra fossilbaserede til vedvarende energikilder, siger Martin Neubert, kommerciel direktør og viceadministrerende direktør for Ørsted, i meddelelsen.
Når Hornsea 2 står færdig, vil den kunne producere nok grøn strøm til årligt at forsyne over 1,3 mio. britiske husstande med strøm.
Handlen er betinget af, at projektet bliver fuldt idriftsat og afventer desuden godkendelser fra relevante myndigheder.
.\\˙ MarketWire