Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo/Sydbank: Nyt prisloft rammer næppe producenterne

1/4 09:12

Selv om USA er kommet et skridt nærmere lavere priser på insulin for diabetikere, så får det næppe større betydning for Novo Nordisk og de øvrige producenter af insulin.

Det vurderer senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen over for MarketWire, efter at Repræsentanternes Hus torsdag godkendte et lovforslag, der sætter et loft på patienters udgifter til insulin på 35 dollar, eller 235 kr., om måneden.

- Det her handler om de penge, som diabetikerne selv skal have op af lommen, og ser man på de diabetikere, der er dækkede af forsikringsprogrammer, så er det ikke en ret stor andel, som betaler mere for deres insulin.

- Så jeg tror ikke, at det er noget, som investorerne skal være bekymrede over, siger Søren Løntoft Hansen til Marketwire.

PRISLOFT PÅ 35 DOLLAR

Om lovforslaget ender med at blive til lov er endda stadig usikkert. Forslaget mangler at blive stemt igennem Senatet, og det vil i givet fald kræve, at mindst ti republikanere skal bakke op om forslaget, skriver New York Times.

Hidtil er det ifølge avisen kun få republikanske politikere, der offentligt har meldt ud, at de støtter forslaget. Samtidig arbejder en enkelt republikansk senator Susan Collins sammen demokraten Jeanne Shaheen om et bredere lovforslag relateret til insulinpriser.

I Repræsentanternes Hus udtrykte adskillige republikanere torsdag modstand mod forslaget.

Medicinalvirksomhedernes interesseorganisation har til gengæld ikke ytret sig i denne omgang, skriver New York Times.

Det kan skyldes, at forslaget ikke rammer branchen.

Forslaget reducerer nemlig alene den pris, som diabetikerne skal betale af egen lomme for deres insulin, men ikke den pris medicinalselskaberne får for at producere insulinen.

Kongressens eget budgetkontor estimerer derfor, at forslaget blot vil øge det offentliges udgifter, da sygekasser, herunder den offentlige sygekasse, Medicare, bliver ansvarlig for at dække en større del af omkostningerne til insulin, skriver avisen.

FÅR NÆPPE KURSEFFEKT

Høje medicinpriser har længe været en varm kartoffel i USA, og skiftende forslag har fra tid til anden skabt uro om udsigterne på det amerikanske marked.

Men dette forslag bør ikke få betydning, vurderer Søren Løntoft Hansen.

- Når man kigger tilbage, så har sådan nogle forslag medvirket til støj og også en negativ kursudvikling, men jeg tror efterhånden, at investorerne har fanget, at det er lidt mere nuanceret end som så. Der kan godt komme lidt støj i dag, men jeg tror, at aktien vil performe på linje med markedet, siger Søren Løntoft Hansen.

KOMPLICERET MARKED

Insulinpriser er nemlig ikke bare insulinpriser. Generelt er prisdannelsen i det amerikanske marked ret uigennemsigtig, da der findes utallige forsikringsordninger med forskellige dækninger. Oven i er prissystemet voldsomt kompliceret.

Historisk har medicinalselskabernes listepriser på medicin været meget høje i USA, men producenterne yder til gengæld gigantiske rabatter til de amerikanske indkøbsforeninger, der forhandler for sygekasserne.

Det betyder, at nettopriserne, som medicinalselskaberne modtager for insulinen, er væsentligt lavere.

Af Novos årsregnskab fremgår det, at rabatterne alene i 2021 udgjorde 30 mia. dollar, eller lige over 200 mia. kr. Det svarer til 75 pct. af bruttosalget i USA.

Novo fortalte desuden på sin kapitalmarkedsdag i starten af marts, at nettopriserne på insulin, det vil sige den pris, som Novo rent faktisk modtager, er faldet 60 pct. fra 2016 til 2021.

Problemet for patienterne er dog, at rabatterne ikke altid kommer patienterne til gode, men i nogen grad havner som indtægter i indkøbsforeningerne.

Desuden er nogle patienter ikke omfattet af en forsikringsordning og falder derfor helt uden for systemet.

Derfor vender amerikanske politikere ofte tilbage til emnet i håb om reformer og ændringer, der kan dæmpe priserne.

- Men det er meget komplekst. Det er en ret lille skare, der betaler de højere priser.

- Spørgsmålet er, hvor regningen skal ende for at sænke priserne, siger Søren Løntoft Hansen.


.\\˙ MarketWire