Aktier/middag: Vestas stjæler billedet i positivt marked
1/4 11:36
Vestas ligger fredag middag fortsat klart i toppen af et lettere positivt danske aktiemarked, hvor C25-indekset ved 11.30-tiden kan notere et plus på 0,4 pct. til 1793,70 efter stigninger i 15 af de 25 aktier i indekset.
I ugens løb er indekset steget med 4 pct. fra 1725,24.
Bankerne og sværvægteren Novo Nordisk klarer sig også godt i fredagens marked, mens Mærsk ligger i modsatte ende af skalaen efter et nyt tilbagefald i raterne. I eftermiddag vil markedsdeltagerne have fokus på den amerikanske jobrapport for marts.
- Samlet er det lidt op for danske aktier. Vi ser også et lille plus ude i Europa, men i Danmark går det lidt bedre. Det er en dag præget af lidt rentestigninger, det er ikke noget voldsomt, men det gør, at specielt bankerne kommer sig lidt fra i går, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Kapitalforvaltning, til MarketWire.
REVANCHE TIL BANKERNE
Jyske Bank stiger 1,3 pct. til 373,60 kr., og Danske Bank revancherer sig 2,4 pct. til 115,35 kr. efter et fald på 4,1 pct. torsdag.
- Danske Bank og Jyske Bank fik en hård medfart i går. Danske Bank var også ramt af en nedjustering fra et af de store analysehuse, så det gjorde lidt ondt i går. Ellers er det jo Vestas, som stjæler billedet med en solid stigning, siger Lars Hytting.
Vestas annoncerede torsdag - på sidste dag i første kvartal - hele 13 ordrer. Ordrerne samlet sig typisk omkring kvartalsafslutningerne, men afslutningen på første kvartal har alligevel givet et godt indtryk hos investorerne fredag.
- Ved indgangen til marts havde Vestas ikke annonceret en eneste ordre, og alligevel slutter kvartalet ganske okay. Det kunne sagtens være bedre, men når man lige smider 13 ordrer på sidste dag, så er det en svag positiv overraskelse.
- Så guidance for hele året er ikke urealistisk at nå, selvom det syntes meget langt væk på et tidspunkt. Der skal stadigvæk løbes stærkt, man er stadigvæk udfordret på indtjeningen, men jeg synes, at det var et godt stik for Vestas at tage i går og vise, at der stadigvæk er gang i salgsmaskinen, siger Lars Hytting.
Vestas-aktien topper klart i C25 med en stigning på 4,3 pct. til 208,35 kr.
NOVO FÅR LØFTET KURSMÅL
Det hjælper også på indeksudviklingen, at Novo Nordisk fredag middag er steget 1,2 pct. til 757,70 kr. Novo har fået sat kursmålet op med 12 pct. til 900 kr. fra 802 kr. af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, som fastholder anbefalingen "køb".
Mærsk B falder derimod 0,8 pct. til 20.210 kr. Priserne på containerfragt viser fredag et fald for 11. uge i træk fra rekordniveauet i første uge af 2022. Raterne er dog fortsat 68,2 pct. højere end på samme tidspunkt sidste år.
Udover raterne har investorerne rettet blikket mod Kina, hvor blandt andet i Shanghai er blevet lukket ned for at inddæmme smittespredningen med coronavirus. Det kan der både være positiv og negativ afsmitning af for Mærsk.
- Det kan give nogle komplikationer i selve logistikken, hvilket gør, at raterne måske kan blive fastholdt på højt niveau, og at man så kan få den her ekstraordinære indtjening, men omvendt så er der altså også noget noget volumen og noget efterspørgsel, som forsvinder, siger Lars Hytting.
REGNSKAB OG UDBYTTER
Atlantic Petroleum, der falder 1,9 pct. til 13 kr., kom ud af 2021 med et lille overskud trods fortsatte problemer med selskabets Orlando-oliefelt. På bundlinjen stod et overskud på 3,1 mio. kr. mod et underskud i 2020 på 112,63 mio. kr.
Selskabet venter i år positive pengestrømme.
Og så fragår der udbytte fra Scandinavian Tobacco Group på 7,50 kr. og Fynske Bank på 2,83 kr. Begge selskabernes aktier falder med henholdsvis 4,5 pct. - svarende til 6,40 kr. - til 137,40 kr. og 0,4 pct. svaremde til 0,5 kr. til 123,5 kr.
.\\˙ MarketWire