Aktier/middag: DSV, Mærsk og Demant topper grønt C25 - GENT
27/4 13:00
Regnskab fra DSV er sammen med frasalg i Demant blandt de selskabsspecifikke nyheder, som trækker pæne plusser i onsdagens danske aktiemarked, hvor det samlede C25-indeks ved middagstid ligger 1,1 pct. højere i 1733,89.
Det sker på toppen af generelt positive dønninger fra den amerikanske regnskabssæson, som er noget længere fremme end den danske.
- Den amerikanske regnskabssæson er faktisk startet rigtigt godt. Indtil videre har 20 pct. af de amerikanske selskaber rapporteret bedre end ventet både på top- og bundlinje. Det bliver spændende at se, om vi kan følge trop på det danske marked, og det vi har set indtil videre, ser ganske fint ud, mener chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink.
STÆRKE TAL FRA DSV
DSV-aktien stiger 2,7 pct. til 1161 kr. som kvittering på kvartalsregnskabet, som blev offentliggjort onsdag morgen.
Transportgiganten fik et driftsoverskud, EBIT, på 6496 mio. kr., mens analytikerne havde ventet et overskud på 5194 mio. kr. DSV venter nu et driftsresultat (EBIT) før særlige poster på 21-23 mia. kr. mod 18-20 mia. kr. i de tidligere forventninger. Dertil lancerer selskabet et aktietilbagekøb på 6 mia. kr.
- Et virkelig stærkt kvartalsresultat, og det er altså alle divisioner, der klarer sig flot. Og så hæver de EBIT-guidance ret markant og igangsætter et aktietilbagekøb, som svarer til, at de skal købe aktier tilbage for 95 mio. kr. om dagen frem til slut juli. Det kommer til at holde hånd under aktien, mener Mads Zink.
- Egentlig er jeg kun overrasket over, at den kun stiger under 3 pct. Jeg synes godt, at de kunne stige mere, tilføjer han.
DEMANT SÆLGER FRA
Demant er på vej til at sælge sin forretning for høreimplantater til australske Cochlear for 850 mio. kr. Derfor opjusteres forventningerne til hele 2022's driftsresultat, EBIT, også til 3,6-3,9 mia. kr. fra tidligere 3,45-3,75 mia. kr.
- Transaktionen er resultatet af en evaluering af forretningsområdets strategiske muligheder, hvor man samtidig har vurderet, hvordan man bedst muligt sikrer livslang support af eksisterende patienter, skriver Demant.
Aktien stiger 3,0 pct. til 303,20 kr. onsdag middag.
Også Mærsk-aktierne er med i toppen af C25 med et plus på 4,7 pct. til 19.615 kr. for B-aktien. Onsdag har ikke budt på selskabsspecifikt nyt fra logistikkæmpen, der tirsdag morgen offentliggjorde en markant opjustering af forventningerne til driftsoverskuddet på EBITDA-niveau på 41 mia. kr.
ENZYMER MED I TOPPEN
Novozymes er med i toppen med et plus på 3,9 pct. til 488 kr.
Enzymkoncernen opjusterede tirsdag eftermiddag sine forventninger til den organiske salgsvækst til 4-8 pct. fra tidligere 3-7 pct. i forbindelse med offentliggørelsen af positive regnskabstal for første kvartal.
Nordea har efterfølgende sat anbefalingen af Novozymes op til "hold" fra "sælg." Det fremgår af data fra Bloomberg News. Aktien steg tirsdag 2,6 pct.
- Man kan diskutere, om den skulle yderligere op. Men vi mener faktisk, at aktien er 500 kr. værd, så det er fair nok, at den stiger igen, konstaterer Mads Zink.
TOPDANMARK OPJUSTERER
Også forsikringsselskabet Topdanmark har hævet forventningerne til året efter frasalget af livsforsikringsforretningen.
Koncernen venter i 2022 nu et overskud på 2250-2500 mio. kr. ifølge en såkaldt modelmæssig resultatprognose.
Prognosen er hævet fra tidligere 1200-1450 mio. kr., fremgår det af regnskabet for første kvartal.
Til gengæld venter Topdanmark nu lavere præmievækst, men bedre indtjening fra policerne.
Forventningerne til præmievæksten i skadesforsikring justeres til 3,0-4,5 pct. fra tidligere 4,0-5,5 pct. Der ventes endvidere nu en combined ratio på 83-86 mod et tidligere skøn for 2022 på 85,5-88 eksklusive afløb.
Aktien falder med 3,8 pct. til 369,80 kr.
RINGKJØBING LANDBOBANK HENSÆTTER EFTER KRIG
Ringkjøbing Landbobank har set stor kundetilgang og et højt aktivitetsniveau i årets første kvartal, skriver selskabet i sit kvartal for de første tre måneder af 2022.
Det var med til at få bankens udlån til at vokse 17 pct. i kvartalet, når man sammenligner med udgangen af marts sidste år. I første kvartal alene var stigningen 5 pct.
Resultatet før skat endte på 449 mio. kr., mens det var på 354 mio. kr. i samme periode året før. Basisindtjeningen steg med 12 pct. til 674 mio. kr.
Banken har desuden hensat 108 mio. kr. som ledelsesmæssigt skøn til effekter af krigen i Ukraine.
Onsdag morgen blev der også annonceret et nyt strategisk samarbejde med SEB.
Aktien falder 2,5 pct. til 888 kr.
Onsdag steg aktien 2,7 pct. i slipstrømmen efter opjusteringer fra kollegerne Jyske Bank og Sydbank, og fra et par finanshuse blev der fremsat forventning om, at også Ringkjøbing Bank ville opjustere sine forventninger.
Software-selskabet Cbrain er tæt på en ordre i Tyskland, men mangler fortsat at indgå kontrakten.
Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse onsdag formiddag. It-aktien stiger 1,2 pct. til 221 kr.
.\\˙ MarketWire