Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

Aktier/middag: ISS fører an i grønt C25 efter opjustering

3/5 11:42

Regnskabssæsonen ruller på det danske aktiemarked tirsdag, hvor fokus på de regnskabsaktuelle selskaber overskygger tidligere bekymringer som stigende inflation og krigen i Ukraine.

Særligt i fokus er ISS, der mandag aften opjusterede sine forventninger til 2022, hvilket tirsdag har resulteret i en topplacering i C25-indekset. I bunden ligger Jyske Bank, der med sin opjustering sidste uge på forhånd havde taget noget af spændingen ud.

Det danske C25-indeks stiger ved middagstid 0,6 pct. til 1741,07.

- Det er regnskaberne, der overskygger alt andet de her dage, og det er, hvad der er afgørende for, hvordan aktierne ligger. Så fokus er kørt væk fra inflation og Ukraine og ind på selskabspræstationerne - det er det, der er fokus på, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

ISS OPJUSTERER FORVENTNINGERNE

Efter en bedre end ventet udvikling i første kvartal opjusterede ISS mandag aften sine forventninger til den organiske vækst.

ISS regner nu med en organisk vækst på "over 4 pct." i 2022 mod førhen et bud på en fremgang på "over 2 pct."

Der var samtidig tale om en organisk vækst på 5,4 pct. i første kvartal i år mod ventet 3,3 pct., mens der året før på grund af corona var en tilbagegang på 5,6 pct.

Det er især kundernes tilbagevenden til kontorerne, der trækker op i det samlede regnskab.

- Navnlig er flere af de store tech-virksomheder vendt hurtigere tilbage, end både ISS og markedet havde forventet, lyder det fra Per Fogh, aktieanalytiker hos Sydbank.

Derudover er ISS' øvrige aktiviteter - altså alt det, der ikke er dagligdagskontrakter - fortsat mod forventning, siger topchef Jacob Aarup-Andersen til MarketWire.

Opjusteringen sender ISS til tops i C25 med en stigning på 6,4 pct. til 124,20 kr.

Vestas får tirsdag lidt oprejsning, efter at vindmølleaktien mandag fik en hård medfart oven på sit regnskab for første kvartal og nedjustering, der blev offentliggjort søndag aften.

Aktien stiger ved middagstid 3,1 pct. til 173,74 kr. efter at være faldet 7,9 pct. mandag.

Carnegie har efter regnskabet sænket kursmålet for Vestas-aktien til 136 kr. fra 145 kr., mens anbefalingen "sælg" gentages. Det fremgår af Bloomberg News.

Dertil har Handelsbanken sænket sit kursmålet til 240 kr. fra 270 kr. I en analyse skriver den svenske bank, at der ses flere udfordringer på Vestas på kort sigt, og at 2022 er et "tabt" år målt på indtjening.

Derimod har finanshuset Jefferies hævet anbefalingen af Vestas til "hold" fra tidligere "underperform", efter at aktien er faldet 20 pct. over den seneste måned.

Kursmålet er endvidere blevet løftet til 177 kr. fra 148 kr., fremgår det af et analysenotat.

DEMANT FASTHOLDER SINE FORVENTNINGER

Demant fastholder i forbindelse med tirsdagens kvartalsopdatering for første kvartal sine forventninger til hele 2022.

Dermed venter selskabet fortsat en organisk vækst på 5-9 pct. og et driftsresultat (EBIT) på 3,6-3,9 mia. kr.

Forventningerne til driften blev i sidste uge opjusteret fra tidligere ventet 3,45-3,75 mia. kr., da Demant oplyste om frasalget af selskabets kirurgiske division, Oticon Medical.

Demant så dog mere modvind i selskabets Communications-afdeling i første kvartal end antaget. Det kompenseres til dels af, at det franske høreapparatmarked indtil nu har udviklet sig lidt bedre end ventet.

- Det franske marked kompenserer i hvert fald til dels for en lidt lavere vækst i Communications. Det er baggrunden for, at Demant fastholder forventningerne til hele året. Indtrykket ender ret neutralt i forhold til konsensus, siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til MarketWire.

Demant stiger 1,4 pct. til 310,40 kr.

JYSKE BANK MED DELVIST KENDT REGNSKAB

Jyske Bank har tirsdag morgen også leveret tal for første kvartal. Noget af spændingen var dog taget ud på forhånd, da banken opjusterede den 20. april og løftede en flig af forløbet af første kvartal.

De opjusterede forventninger gentages da også i dagens regnskabsmeddelelse. Forventningen til hele året er et nettooverskud på 3,0-3,4 mia. kr.

Jyske Bank ligger i bunden af C25 med et fald på 2,7 pct. til 376,10 kr.

Blandt de mindre selskaber har Green Hydrogen tirsdag morgen også leveret tal for første kvartal. Driftsresultatet, EBIT, opgøres for kvartalet til minus 57,6 mio. kr. mod minus 38,2 mio. kr. i samme periode sidste år.

Selskabet suspenderede for nyligt sine forventninger til 2022, og suspenderingen fortsætter indtil videre.

Green Hydrogen stiger 2,4 pct. til 18,74 kr.

Ambu har fået løftet sin anbefaling hos norske ABG Sundal Collier til "hold" fra "sælg", mens kursmålet er blevet skåret med 10 kr. til 100 kr., skriver Bloomberg News.

Aktien falder 1,4 pct. til 95,19 kr.

Imens har Novozymes fået løftet kursmålet til 550 kr. fra 500 kr. af Carnegie. Anbefalingen er uændret "køb".

Novozymes stiger 0,1 pct. til 489,45 kr.

Spar Nord har desuden fået løftet sit kursmål til 105 kr. fra 95 kr. hos Carnegie. Anbefalingen er fortsat "køb", fremgår det af PLX.AI.

Bankaktien stiger 3,0 pct. til 91,90 kr.

Norden har også fået hævet sit kursmål, der nu lyder på 299 kr. fra 258 kr., hos ABG Sundal Collier. Anbefalingen "køb" gentages.

Aktien vinder 0,8 pct. til 261,20 kr.

.\\˙ MarketWire