Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Atter minus til aktier - Cisco straffet - NY

20/5 06:32

Torsdag var stemningen på det amerikanske aktiemarked noget bedre end under storudsalget onsdag, men handelen foregik dog stadig på usikre fødder og sluttede med kursfald, da markedet fortsat er bekymret for den høje inflation, opbremsningen i væksten og udsigten til renteforhøjelser.

Samtidig fik investorerne igen skuffende meldinger fra selskaberne.

Verdens største netværksproducent Cisco nedjusterede nemlig efter sine kvartalstal onsdag aften, og aktien blev derfor straffet hårdt, mens varehuskæden Kohl's torsdag morgen også satte endnu en streg under detailsektorens udfordringer ved ligeledes at sænke sin prognose.

Fredag er der udsigt til en marginal bedring, da de tre ledende indeks indikeres i vejret med mellem 0,5 og 0,8 pct.

ATTER STORE UDSVING

I torsdagens handel faldt det brede S&P 500-indeks 0,6 pct., men det var tidligere på dagen i minus med 1,2 pct., ligesom det også var i plus med 0,6 pct.

Dow Jones mistede også 0,8 pct., mens Nasdaq faldt mere beskedne 0,3 pct.

- Vi fik et kæmpe sell off onsdag, så det kan være, folk holder igen med yderligere salg torsdag. Og det er egentlig ganske fint, når man tænker på, hvordan Cisco kunne have ramt markedet, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Folk er dog ifølge store navne som Goldman Sachs og JPMorgan for negative, ligesom patrioten Warren Buffett har købt op i markedet. Alligevel stopper det ikke. Så det er lidt op ad bakke.

Onsdag smed det brede marked mere end 4,0 pct., da lavpriskæden Target som et ekko af Walmarts udmelding tirsdag sænkede sin indtjeningsprognose på baggrund af de stigende priser på fødevarer og energi.

Det har de senere dage især presset detailsektoren, men det kan brede sig.

- Stigende omkostninger, blandt andet fra lønninger og transport, rammer indtjeningerne. Den ene del af det, lønningerne, kan lige pludselig også ramme teknologivirksomhederne.

Derfor så man også store kursfald onsdag i navne som Apple og Microsoft.

DAGLIGVARER UNDER PRES

I S&P 500 var dagligvaresektoren fortsat under pres torsdag med et fald på 2,0 pct. Her fortsatte Walmart sin nedtur med et minus på 2,7 pct., ligesom Target smed 5,1 pct., og mens andre ellers stabile navne som Proctor & Gamble, tobaksproducenten Philip Morris og Coca-Cola blev handlet ned med 2,0-5,4 pct.

Kohl's, som i forbindelse med sit kvartalsregnskab torsdag på grund at stigende priser sænkede forventningerne til både indtjeningen og salget, vandt nu alligevel 4,4 pct., men aktien smed da også 11 pct. onsdag.

Det gik dog noget bedre cyklisk forbrug, der vandt 0,1 pct. Her var der lidt comeback til Amazon, som blev hældt ud sammen med dagligvareaktierne onsdag og tabte 7,2 pct. Torsdag steg aktien dog 0,2 pct.

It-aktierne tabte imidlertid 1,1 pct. Her bakkede Microsoft 0,4 pct., mens Apple fortsat var presset med et minus på 2,5 pct.

HUG TIL CISCO

Værre gik det dog for Cisco, som smed hele 13,7 pct. Regnskabet for tredje kvartal var en skuffelse, fordi omsætningen udviklede sig nærmest helt fladt, da corona og krig pressede salget på grund af komponentmangel.

- Selv om coronanedlukningerne i Kina og krigen i Ukraine ramte vores omsætning i kvartalet, er de fundamentale drivere på tværs af vores forretning stærke, udtaler topchef Chuck Robbins i regnskabet.

Cisco venter nu helårsoverskud per aktie, justeret, på 3,29-3,37 dollar mod førhen 3,41-3,46 dollar. Omsætningen ses samtidig vokse med 2-3 pct. mod oprindeligt 5,5-6,5 pct.

I industri, som faldt med 0,9 pct., var der imidlertid godt nyt til flyproducenten Boeing, som vandt frem med 1,3 pct., da koncernen modtog en ordre på 50 fly fra AIG, ejerselskabet bag British Airways og Iberia. Ordren har en værdi på 6,25 mia. dollar, og den indeholder desuden en option på yderligere 100 fly.

Under Armour, der er kendt for sin produktion af træningstøj, havde det derimod igen svært. Aktien mistede 11,9 pct. efter nyheden om, at selskabet skifter ud på topposten og fyrer Patrick Frisk.

I den anden ende steg softwareaktien Synopsys mest i S&P 500 med et plus på 10,3 pct., da selskabet opjusterede efter sit andet kvartal.

.\\˙ MarketWire