Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 24 Maj kl 15.00 Læs mere her

Lækker genudgivelse af en vigtig økonomibog


72247 Hans-Henrik Nielsen 2/5 2015 09:15
3
Oversigt


Lars Tvedes bog "Kriser, krak og kaviar" er netop udkommet i en ny udgave. Og jeg må indrømme, at det var med stor begejstring, at jeg sagde ja til at skrive en anmeldelse af bogen i sin nye udgave.

Den første udgave af bogen udkom for en del år siden, og har siden da haft sin faste plads på min "investeringsreol".

"Kriser, krak og kaviar" starter ud med en gennemgang af den moderne økonomis forståelse. Vi får en gennemgang af John Laws opfindelse af statsstyrede papirpenge, der ganske levende gennemgår processen med indførelsen af de første papirpenge i Frankrig i starten af 1700-tallet.
Herefter tages vi elegant på en rejse igennem de næste 300 års vigtigste økonomer og tænkere, der har formet det syn på økonomien, som vi har i dag.

Men vigtigere end gennemgangen af økonomerne er gennemgangen af de sidste århundreders økonomiske kriser. For det viser sig hurtigt, at Lars Tvedes formål med bogen er at opbygge en forståelse hos læseren for, hvad der danner økonomiske cyklusser i verden, hvor tit de opstår og ikke mindst, hvad der forstærker dem.
For når man kigger på Tvedes gennemgang af de største og vigtigste kriser i de seneste 500 år, så ser vi dem starte i midten af 1500-tallet i det Hapsburgske imperium med obligationer som spekulationsemne og derefter komme og gå med få års mellemrum over hele den vestlige verden gennem de næste 5 århundreder. Ingen lande er undtaget fra kriser, og spekualtionsobjekterne, der har været skabt boblerne og de der af følgende kriser er alt fra tulipaner, uld og obligationer til ejendomme, jernbaner, aktier, metaller, valutaer og kunst for bare at nævne nogle få.

Kort sagt så har spekulationen, boblerne og kriserne altid været der. Og uanset hvordan vi end vender og drejer det, så er Lars Tvedes budskab, at de med garanti opstår igen.

Efter kapitlerne om boblernes og krisernes historie skifter bogen lidt retningen og begynder for alvor at dykke ned teorierne bag konjunkturcyklernes opståen.
Dette kan muligvis for nogen forekomme som den tunge del af bogen, men det er væsentligt at forstå disse grundideer om cyklusser, kaosteori og kriser for at få en fornemmelse af, hvad man skal være opmærksom på i forsøget på at spotte en kommende krise og et eventuelt sammenbrud.

Mod slutningen af bogen kommer nok det mest praktisk rettede kapitel i form af kapitel 25 "Konjunkturcyklusser og investeringsstrategi". Her kommer ind bag facaden på en kapitalfond, der ud fra makroøkonomiske betragtninger skal forsøge at fastlægge deres investeringsstrategi.
Det er ikke et konkret "how to" kapitel, som den private investor kan kopiere direkte i sin egen strategi, men dog et væsentligt indblik i, hvordan store institutioner bringer teorierne om cyklusser i økonomien ud i praksis i deres daglige investeringsbeslutninger.



Hvem er denne bog skrevet for?

Det er altid sundt at overveje, hvem en bog er skrevet for. Og i dette tilfælde ville det være oplagt at sige noget i stil med "folk med interesse for økonomi og investering". Men nu er det en ret bred gruppe, så lad mig først komme med min mening om, hvem bogen ikke er skrevet for.

Hvis du er helt ny på markedet og stadig arbejder på at finde hoved og hale i de mest basale investeringsprincipper for at opbygge en sund portefølje, så er det muligvis ikke her du skal starte.

Ikke at de fleste ikke kunne have gavn af bogen. Men som helt ny investor ville jeg nok i stedet henlede din opmærksomhed på en af Lars Tvedes andre bøger, nemlig "Børshandlens psykologi", som er lidt mere tilgængelig for helt nye i investeringsfaget.

Men "Kriser, krak og kaviar" er absolut anbefalelsesværdig til alle med interesse for økonomien som helhed og ikke mindst interesse for investeringen af egne midler.
Blot kapitlet om konjunkturcyklussernes opdeling i lagersvingninger, kapitalinvesteringer samt ejendomsinvesteringer og disses betydning for krisers opståen og deres dybde er guld værd for enhver investor.

Så generelt vil jeg påstå, at alle investorer bør tage fat på "kriser, krak og kaviar" på et tidspunkt i deres investeringsliv. Den er læseværdig, den har et højt antal af gode og levende historiske beskrivelserne og ikke mindst så bibringer den en overskuelighed over nogle meget væsentlige emner som f.eks. økonomiske teorier samt ideen om cyklusser i teorien.

Derudover bør den også give de fleste nutidige investorer en vis grad af ydmyghed over den økonomiske tid vi lever i. Vi har de seneste år bevæget os i en fantastisk optur på markederne. Og bogen her gør det med al tydelighed klart, at også disse gode tider får en afslutning. Om det er i morgen eller om 5 år kan bogen selvfølgelig ikke sige, men den minder os på fantastisk vis om, at ingen gode/dårlige tider varer for evigt. Vi er også på dette tidspunkt i historien "blot" på vej fra den ene cyklus til den næste, skønt vi ofte fortæller os selv at "denne gang er det anderledes".

Vigtig viden og vigtig inspiration.

Mine største anbefalinger her fra til "Kriser, krak og kaviar"

Hans-Henrik Nielsen
Markettimer.dk





2/5 2015 16:57 Clydesdale 072252



Er den indbundet i læder?

Lars keglede selv rundt under krakket i 2008, så jeg tror jeg lader titlen på forsiden stå for sig selv.



2/5 2015 18:21 Helge Larsen/PI-redaktør 072253



Det lægger han vist heller ikke selv skjul på. :−)



2/5 2015 18:28 Clydesdale 072254



Næ, det er også næsten kronisk umuligt at forudsige opture og nedture, så forsiden synes jeg ikke rigtigt om, men det gør det nemmere at sælge bogen.




TRÅDOVERSIGT