Tønder Bank: Fremgang over hele linien
16-08-10 kl. 16/8 2010 12:43 | Tønder Bank 195,00 (-2,50%)
Tønder Bank fik fremgang over hele linien i første halvår, og fremgangen giver da også anledning til en opjustering af forventningerne til hele året.
Banken realiserede et overskud før skat på 14,8 mio. kr. mod et overskud på 2,6 mio. året før, fremgår det af halvårsregnskabet.
- Ledelsen udtrykker stor tilfredshed med resultatet og især den primære bankdrift, ikke mindst set i lyset af at den igangværende samfundsøkonomiske krise endnu ikke har sluppet sit tag, skriver Tønder Bank i regnskabet.
Netto, rente- og gebyrindtægterne ligger på 74,0 mio. kr. mod 69,3 mio. kr. ved samme tid sidste år. Den væsentligste årsag til stigningen er, at renteudgifterne er faldet med 9,3 mio. kr., mens renteindtægterne "kun" er faldet med 4,3 mio. kr.
Også kursreguleringerne har fået et nyk opad med en samlet gevinst i år på 10,4 mio. kr. mod en kursgevinst på 4,8 mio. kr. i samme periode sidste år.
I forhold til nedskrivninger på udlån og tilgodehavender mv. har Tønder Bank oplevet et fald på 11,5 pct. og nedskrivningsniveauet ligger nu på 25,2 mio. kr. mod 28,5 mio. kr. i første halvår 2009.
For hele 2010 venter Tønder Bank et overskud på 47-52 mio. kr. før kursreguleringer, nedskrivninger, resultat af kapitalandele og skat. Tidligere var forventningen til dette resultat. 42-47 mio. kr.
#
H1-regnskab - Tønder Bank:
Mio. kr. H1 2010 H1 2009
-----------------------------------------------------------
Netto rente- og gebyrindtægter: 74,0 69,3
Kursregulering: 10,4 4,8
Nedskrivninger på udlån: 24,9 25,6
Resultat før skat: 14,8 2,6
Nettoresultat: 11,1 2,5
Udlån: 1889,7 1764,3
Indlån: 1724,3 1521,9
Balance: 3070,9 2384,9
Egenkapital: 274,7 251,3
Solvensprocent: 16,7 15,7
Kernekapitalprocent: 11,1 9,5
#
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: [email protected], www.rb-borsen.dk )
Skriv en kommentarer til denne artikel:
Send kommentar

Se flere nyheder om Tønder Bank



