ECB hæver renten for ottende gang på stribe
15/6 14:15
Den Europæiske Centralbank, ECB , har som ventet hævet sin indlånsrente med 25 basispoint til 3,50 pct.
Det oplyser ECB i en rentemeddelelse torsdag eftermiddag.
Alle 56 økonomer adspurgt af Bloomberg News forud for rentemeddelelsen havde ventet et løft på netop 25 basispoint.
Der er tale om den ottende renteforhøjelse på stribe, siden ECB i juli sidste år indledte den nuværende stramningscyklus.
Også udlånsrenten, refi-renten, er hævet med 25 basispoint til 4,00 pct. fra 3,75 pct.
Onsdag valgte den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at fastholde sin toneangivende rente i 5,00-5,25 pct.
Samtidig signalerede den dog overraskende to renteforhøjelser senere i år til 5,625 pct., ligesom den også hævede sin prognose for den økonomiske vækst og for inflationen i 2023.
Herhjemme ventes Nationalbanken senere i eftermiddag at følge i hælene på ECB.
.\\˙ MarketWire