Asien: Skuffelse over kinesiske rentereduktioner sender aktier i rødt
20/6 06:42
De asiatiske aktier falder tirsdag trods kinesiske rentenedsættelser for at stimulere den svage udvikling i verdens næststørste økonomi.
Og uden nye indikationer fra Wall Street, der var lukket for en amerikansk helligdag mandag, går investorernes bekymringer på, at dagens rentenedsættelser fra Kina ikke er nok til at øge tilliden til den svækkede økonomi.
- Jeg tror ikke, at rentenedsættelserne kommer til at flytte noget overhovedet, siger markedsstrateg Redmond Wong fra Saxo Markets i Hongkong.
Skuffelsen parret med vigende amerikanske aktiefutures sender så godt som samtlige aktiebørser i regionen i rødt tirsdag morgen.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,7 pct., mens de amerikanske aktiefutures indikerer en negativ åbning med kursfald i Dow Jones, S&P 500 samt Nasdaq på omkring 0,2-0,4 pct., når markedet åbner i New York senere tirsdag.
I Tokyo er investorerne opmærksomme på udviklingen i valutamarkedet, hvor den japanske yen først svækkedes markant, for derefter at styrkes af verbal intervention fra såvel finansminister Shunichi Suzuki som økonomiminister Yasutoshi Nishimura.
Og uden anden inspiration, følger de japansk aktier den generelle negative trend.
- Der er mangel på nye indikationer grundet den amerikanske feriedag, siger markedsanalytiker Toshiyuki Kanayama fra Monex i Tokyo ifølge AFP.
Nikkei 225-indekset falder 0,4 pct., og Topix-indekset viger 0,7 pct.
De kinesiske markeder er klart skuffede over de små rentenedsættelser og afventer i stedet en bredere stimuluspakke fra Beijing.
- Vi bliver sandsynligvis nødt til at vente på mødet i det kinesiske politbureau under ledelse af præsident Xi i begyndelsen af juli, for en konkret meddelelse om en ny runde af stimulanser, siger strateg Rodrigo Catril fra National Australia Bank i Sydney i et notat ifølge Reuters.
Shanghai Composite falder 0,2 pct., CSI 300 dropper 0,1 pct., og Hongkongs Hang Seng-indeks dykker 1,5 pct.
På børsen i Taipei, Taiwan, er der ligeledes sure miner. Taiex-indekset dropper 0,5 pct., men Kospi-indekset i Seoul begrænser faldet til 0,2 pct.
Stemningen er også sur i Singapore, idet Strait Times indekset falder 0,5 pct., mens børsen i Sydney skiller sig ud fra resten med en stigning på 0,9 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -0,4 |
Topix | -0,7 |
Hongkongs Hang Seng | -1,5 |
China Shanghai Composite | -0,2 |
China CSI 300 | -0,1 |
Taiwan Taiex | -0,5 |
Sydkoreas Kospi | -0,2 |
Indiens BSE Sensex | -0,3 |
Singapores STI | -0,5 |
Sydney ASX 200 | +0,9 |
.\\˙ MarketWire