Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Analytiker ser Spar Nords stærke rentedrevne momentum fortsætte

21/6 09:49

Spar Nord opjusterede tirsdag for anden gang forventningerne til 2023 drevet af højere nettorenteindtægter og fortsat meget stærk kreditkvalitet.

Det fremragende momentum for nettorenteindtægerne fortsætter, konstaterer analytikerne fra Danske Bank efterfølgende og løfter kursmålet for aktien i Spar Nord til 140 kr. fra 135 kr.

- Med renteforhøjelser fra Den Europæiske Centralbank og Nationalbanken i maj og juni vil nettorenteindtægterne fortsætte med at stige i andet kvartal - og give yderligere medvind i andet halvår 2023, skriver Danske Banks bankanalytiker Asbjørn Nicholas Mørk.

Han venter, at Spar Nord vil skabe nettorenteindtægter på 860 mio. kr. i andet kvartal, men beløbet ventes at stige til højere end 900 mio. kr. i tredje og fjerde kvartal.

- Danske indlånsrenter forbliver på et lavt niveau, og statistikkerne indikerer, at der ikke sker en overførsel væk fra lavtforrentede transaktionskonti. Det efterlader os komfortable med en omkring flad udvikling i nettorenteindtægterne i 2024 på 3,45 mia. kr. versus det ventede niveau i 2023, skriver analytikeren.

En højere rente indebærer imidlertid en lavere aktivitet og dermed færre gebyrindtægter de kommende år, tilføjer han.

Spar Nord venter nu en basisindtjening i 2023 på 2,9-3,2 mia. kr. og et nettoresultat i niveauet 2,1-2,4 mia. kr.

Her regner Danske Bank-analytikeren med, at Spar Nord ender i den øvre halvdel, idet han ser et basisresultat før nedskrivninger på 3,1 mia. kr. og et nettoresultat på 2,35 mia. kr.

Aktien i Spar Nord steg tirsdag 3,0 pct. efter opjusteringen, og onsdag ved 9.45-tiden er den steget yderligere 1,5 pct. til 111,80 kr.

.\\˙ MarketWire