ECB-chefer varsler renteforhøjelse i juli - data afgør retningen i september
28/6 10:34
Den Europæiske Centralbank, ECB, hæver renten igen i juli, mens det stadig er et åbent spørgsmål om renten også sættes op på det efterfølgende rentemøde i september.
Det er budskabet fra en række af centralbankens spidser onsdag på ECB's årlige konference i den portugisiske by Sintra. Det fremgår af Bloomberg News.
På mødet siger Boris Vujcic, Kroatiens centralbankdirektør, at der er god mulighed for en renteforhøjelse i september.
Han vurderer desuden, at det er ret så sandsynligt, at ECB formår at tilrettelægge en blød landing for økonomien.
Madis Muller, Estlands centralbankdirektør, understreger, at ECB's fokus stadig er at få dæmpet inflationen til et niveau, der er meget lavere end det nuværende.
Om der er behov for en renteforhøjelse til september, bør de økonomiske data afgøre, lyder Mullers budskab.
Den portugisiske centralbankdirektør Mario Centeno siger til tv-stationen CNBC, at inflationen aftager lige så hurtigt som den tiltog.
Han mener stadig ikke, at den fulde effekt af ECB's renteforhøjelser er slået igennem i prisudviklingen, og peger på, at effekten af stramningerne kan slå igennem ret så pludseligt.
ECB's vicedirektør Luis de Guindos siger modsat om kerneinflationen, at den muligvis har fået bedre tag i økonomien, end centralbanken forudså.
Han giver udtryk for, at en renteforhøjelse til juli, er "fait accompli", det vil sige en beslutning, som ikke står til at ændre.
De Guindos tilslutter sig desuden budskabet fra det seneste rentemøde om, at en forhøjelse i september vil afhænge af de økonomiske data.
.\\˙ MarketWire