Sydbank politianmeldt af Konkurrencerådet
28/6 17:12
Konkurrencerådet har anmeldt Sydbank til politiet for ikke at overholde loven om at give betalingsinstitutter adgang til bankens betalingskontotjenester på objektive, ikke-diskriminerende og proportionale vilkår.
Det skriver Finanswatch.
Ifølge Konkurrencerådet har banken ikke efterlevet et påbud givet af rådet i 2021, som netop krævede, at banken skulle sikre en sådan adgang.
- Vi kan konstatere, at Sydbank ikke har efterlevet Konkurrencerådets påbud om at give et betalingsinstitut adgang til sine kontotjenester. Det er strafbart at overtræde et påbud fra Konkurrencerådet, så Sydbank anmeldes nu til politiet med henblik på bøde, siger formanden for Konkurrencerådet, Christian Schultz i en pressemeddelse.
Det er konkurrenceforvridende, hvis banker ikke giver betalingsinstitutterne adgang til deres kontotjenester, forklarer formanden.
- Adgangen er nødvendig for, at betalingsinstitutterne kan eksistere og konkurrere med blandt andet bankerne, siger Christian Schultz i meddelelsen.
Pressechef i Sydbank Susanne Ingemann Faber oplyser, at banken ikke vil udtale sig om politianmeldelsen.
- Vi kommenterer ikke på verserende sager og heller ikke på enkeltsager, siger Susanne Ingemann Faber til Finanswatch.
.\\˙ MarketWire