Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Matas-direktør kalder Kicks-køb for "et tigerspring"

29/6 17:48

(Korrektion: rettet til det svenske selskab Axel Johnson i 8. afsnit)

Matas har købt beauty-kæden Kicks, der har hjemme i Sverige, Norge og Finland for den nette sum af 700 mio. kr. Med købet bliver Matas næsten dobbelt så stor som hidtil.

- Vi har taget et tigerspring med købet af Kicks, siger Matas-topchef Gregers Wedell-Wedellsborg til MarketWire og fortsætter:

- Det er den virksomhed i Norden, der ligner os mest. De er lidt mere i den høje ende af luksussegmentet end os. Men ellers er vi meget lig hinanden, og vi har kendt Kicks gennem mange år, siger direktøren.

Men købet fordobler Matas næsten omsætningen og antallet af butikker med et penneslag og kommer ind ad bagdøren til det svenske, norske og finske marked, hvor den tilkøbte virksomhed er at finde. Det nordiske marked for skønhed og velvære er på mere end 65 mia. kr.

- Vi beholder Matas-navnet her - og Kicks i Sverige, Norge og Finland, siger direktøren.

NETTET BLIVER "STØRRE"

Både Matas og Kicks genererer omkring en tredjedel af omsætningen på nettet. Og med den nu større volumen kommer der også flere varer på hylderne - igen en fordel for kunderne, påpeger Gregers Wedell-Wedellsborg.

- De er lige så digitale som os. Vi er lige store på nettet, hvor vi begge henter omkring en tredjedel af omsætningen. Samlet får vi nu nogle større muskler, der kan være en fordel for kunderne. Det er både digitalt - men også med flere brands til kunderne, siger direktøren.

FORHANDLET SIDEN PÅSKE

Sælgeren af Kicks er det svenske selskab Axel Johnson.

- At det blev os, der blev køber, skyldes, at ejerne af Kicks for nogle år siden solgte varehuskæden Åhléns og havde kun Kicks tilbage i det segment. Derfor ledte de efter nogen, der kunne overtage og indledte en eksklusiv dialog med os lige efter påske, fortæller Gregers Wedell-Wedellsborg.

Handlen ventes at være gennemført og afsluttet i tredje kvartal i år. Og at det kan gå så hurtigt skyldes blandt andet, at handlen ikke skal gennem nåleøjet hos konkurrencemyndighederne, da de to selskaber arbejder på hver sine markeder.

Betalingen på de 700 mio. kr. sker uden de store armbevægelser - der er hverken brug for at optage lån eller lave en aktieudvidelse for at finansiere købet.

- Den succes, mine kolleger har skabet de senere år, veksler vi nu til den finansielle succes, at vi kan købe Kicks uden at skulle ud og hente penge nogen steder, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Matas er over de seneste fem år gået fra butikskæde til markedsleder på nettet og har i samme periode øget omsætningen med mere end 1 mia. kr.

.\\˙ MarketWire