Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Faldende energipriser sikrer større afmatning i inflationen i juni, viser tal fra Eurostat

30/6 11:12

Forbrugerpriserne i eurozonen steg med 5,5 pct. i juni i forhold til den tilsvarende måned året før.

Det viser første estimat over udviklingen fra EU's statistikbureau, Eurostat.

Dermed aftog inflationen mere end ventet i juni. Økonomer adspurgt af Bloomberg News havde ventet en stigningstakt på 5,6 pct. fra 6,1 pct. måneden før.

Afmatningen er drevet af et betydeligt fald i energipriserne, der i juni bakkede 5,6 pct. efter at være aftaget med 1,8 pct. måneden før.

Kerneinflationen, der fraregner prisudviklingen på fødevarer, energi, alkohol og tobak, lå i juni på 5,4 pct. mod ventet 5,5 pct. og 5,3 pct. måneden før.

Imens brager inflationen på fødevarer, tobak og alkohol ufortrødent derudaf.

I juni var inflationen på varegruppen 11,7 pct., hvilket ganske vist var en afmatning i forhold til maj, hvor den lå på 12,5 pct.

Serviceinflationen tiltog i juni til 5,4 pct. fra 5,0 pct., mens inflationen på forbrugsgoder lå på 5,5 pct. fra 5,8 pct. måneden før.

ECB UNDERVURDERER AFMATNING, MENER SYDBANK

Inflationen kunne være aftaget endnu mere, havde det ikke været for sidste års sommerrabat på offentlig transport i Tyskland, noterer seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i en kommentar.

- Det bidrager isoleret set til at presse inflationen lidt op i juni 2023. Korrigerer vi for denne effekt, så ville vi efter alt at dømme have set et lille fald i kerneinflationen også, vurderes det.

De fremadskuende inflationsindikatorer peger nu i retning af, at Den Europæiske Centralbank (ECB) undervurderer, hvor hurtigt og hvor kraftigt inflationen vil falde, fortsætter seniorøkonomen.

Fortsætter udviklingen i de kommende måneder, kan det betyde, at ECB's mere eller mindre ventede renteløft i juli kan blive det sidste i den nuværende stramningscyklus.

- Det vil betyde, at ECB's rente topper i 3,75 pct. Det er dog også vores forventning, at det høje renteniveau vil hænge ved i en rum tid. Derfor vil rentepinen vare noget tid endnu, skriver Mathias Dollerup Sproegel.

I juli er det et år siden, at ECB indledte sin stramningscyklus. Dengang blev renten hævet 50 basispoint til en nulrente.

.\\˙ MarketWire