Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk skal skrue op for omkostningsfokusset i Logistics

4/8 14:16

A.P. Møller-Mærsk vil skrue op for omkostningsfokusset i logistikforretningen, efter skuffende resultater i første halvår af 2023.

Det fortæller transport- og logistikkoncernens administrerende direktør Vincent Clerc ved et pressemøde i forbindelse med udgivelsen af Mærsks regnskab for andet kvartal fredag morgen.

I divisionen Logistics & Services' faldt omsætning og indtjening mere end ventet, hvilket ifølge Vincent Clerc skyldes en lavere efterspørgsel end forventet.

- Vi har en del infrastruktur i vores logistikforretning, hvor vi konstant skal justere efter efterspørgslen. Udover det skal vi også justere forretningens størrelse op eller ned afhængigt af efterspørgslen. Det er noget af det, vi skal rette op på, siger Vincent Clerc.

LOGISTICS HALTER EFTER OCEAN OG TERMINALS

Topchefen fremhæver, at der ikke har været fremlagt en klar baseline for logistikdivisionen, nu hvor tingene er begyndt at normaliseres igen. Det har resulteret i, at der ikke har været de nødvendige omkostningsplaner for Logistics & Services.

- Vi er lidt bagud i forhold til, hvad vi har eksekveret i både vores Ocean- og Terminals-forretningerne. Vi skal have skruet op for vores omkostningsfokus i vores logistikforretning, så vi kommer tilbage til den margin, vi har en ambition om, siger Vincent Clerc.

I forhold til de to andre store divisioner i Mærsk, Ocean og Terminals, så er Logistics & Services taberen i regnskabet.

Direktøren for Mærsk fortæller også, at koncernen satser på logistikforretningen i fremtiden.

- På den lange bane så er logistik den rigtige vej frem for Mærsk, siger topchef i Mærsk, der sidste år købte det Hongkong-baserede logistikselskab LF Logistics for 3,6 mia. dollar.

DET AMERIKANSKE MARKED ER SKYLD I LAVERE OMSÆTNING

Ifølge Vincent Clerc oplevede Logistics & Services et "boom" i det amerikanske marked i 2021 og 2022.

Af regnskabet for andet kvartal fremgår det, at Mærsks omsætning for logistikdivisionen faldt på grund af lavere volumener i detail- og livsstilssektoren i Nordamerika samt lavere rater.

På trods af dette er direktøren stadig optimistisk med hensyn til logistikforretning i USA.

- Vi havde et boom i logistik i 2021 og 2022, og det var størst i USA. Så vi har stadig mest tiltro til udviklingen i den amerikanske økonomi, siger Vincent Clerc.

Topchefen fortæller også, at det viser sig i de nuværende akkvisitioner, hvor Mærsk har opkøbt betydeligt mere i USA end i andre dele af verden. Det forventer han også vil gøre sig gældende i fremtiden.

.\\˙ MarketWire