Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk falder tungt oven på telekonference

4/8 14:25

Aktien i A.P. Møller - Mærsk er fredag vendt på en tallerken efter formiddagens telekonference for analytikere, hvorfra der Mærsks finansdirektør har varslet et svagere fjerde kvartal end tredje kvartal i containershippingforretningen.

B-aktien ligger ved 14-tiden 4,2 pct. lavere i 12.945 kr.

Mærsk har fredagens regnskab advaret om, at den globale efterspørgsel efter containerfragt kan falde med op mod 4 pct. i år. Tidligere forudså rederiet maksimalt en nedgang på 2,5 pct.

Årsagen er blandt andet, at virksomheder stadig i høj grad trækker på deres lagre og ikke er begyndt at opbygge dem igen.

I stedet ser Mærsk nu mulighed for, at lagrene så småt vil blive genopbygget i starten af næste år mod tidligere i midten af 2023.

Aktien har bølget frem og tilbage i dagens handel, hvor indledningsvise fald blev afløst af moderate stigninger. Efter telekonferencen klokken 11 er der dog igen fald på tapetet.

- Aktien falder tilbage i kølvandet af telekonferencen. Det tyder på, at investorerne har lidt svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på. Det er et ret fint andet kvartal omstændighederne taget i betragtning - også bedre end ventet, siger Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank, til MarketWire.

Han påpeger, at kvartalstallene og oppræciseringen af forventningerne betragtes som sekundære hos investorerne, der i stedet har fokus rettet mod indtjeningen i fremtiden.

- Investorerne er nervøse for, præcis hvorhenne bunden er, og hvilken indtjening kan vi forvente fra Mærsk i fremtiden. Det står stadig hen i det uvisse, og det er vi ikke blevet meget klogere på i forbindelse med regnskabet, siger senioranalytikeren.

SPÅR AFMATNING

Mærsk har i forbindelse med sit kvartalsregnskab præciseret sine forventninger til indtjeningen målt på EBITDA-niveau i 2023 til 9,5-11 mia. dollar fra tidligere 8-11 mia. dollar.

Eftersom koncernen har tjent 6,9 mia. dollar i årets seks første måneder, venter koncernen at nå en indtjening på knap 3,4 mia. dollar i sidste halvdel af året.

Den store svingfaktor i Mærsk indtjening er Ocean, hvor der efter en driftsindtjening målt på EBIT på 1,21 mia. dollar i andet kvartal nu kan være udsigt til en ganske lav indtjening i andet halvår.

Det udtaler Mærsk finansdirektør, Patrick Jany, på telekonferencen på et spørgsmål om risikoen for at "breakeven" eller direkte negativ EBIT-indtjening i Ocean.

- Fra et logisk synspunkt vil jeg sige, at vi selvfølgelig også nok ville se, at tredje kvartal bliver stærkere end fjerde kvartal. Så det er ikke et lige gennemsnit. Det indikerer, at Ocean i fjerde kvartal vil være ret svag, og det kan det være i et par kvartaler, da vi har fremhævet risikoen samt kapacitet, der kommer på markedet, udtaler Mærsks finansdirektør.

Et svagere fjerde end tredje kvartal er dog allerede indregnet, da Ocean ifølge analytikere adspurgt af Bloomberg News venter en EBITDA-indtjening i årets tre sidste måneder på 910 mio. dollar mod ventet 1029 mio. dollar i tredje kvartal.

På koncernniveau ventes EBIT-indtjening ifølge Bloombergs indsamlede konsensusestimat at falde fra 830 mio. dollar i andet kvartal til 376 mio. dollar i tredje kvartal, 54 mio. dollar i fjerde kvartal og i første kvartal næste år ventes et tab på 311 mio. dollar.

.\\˙ MarketWire