Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Japans økonomiske vækst overrasker markant positivt

15/8 06:34

Verdens tredjestørste økonomi - den japanske - har lagt tidligere tiders misvækst bag sig gennem de seneste kvartaler og økonomien vokser nu i et hidtil uset tempo. Så mens væksten accelererede i de første tre måneder af indeværende år, overhaler andet kvartals vækst med syvmileskridt økonomernes i forvejen optimistiske prognoser.

Det fremgår af de foreløbige data fra det japanske kabinetskontor i Tokyo tirsdag.

Bruttonationalproduktet, BNP, steg 6,0 pct. i sæsonkorrigerede og annualiserede tal i årets andet kvartal - eller mere end dobbelt så meget som økonomernes forventning, der lød på en stigning på 2,9 pct. ifølge en undersøgelse foretaget af Bloomberg News.

Væksten i første kvartal blev oprevideret til en stigning på 3,7 pct. fra 2,7 pct.

Væksten var primært drevet af eksporten, som steg 3,2 pct. i forhold til det foregående kvartal. Eksporten af varer såsom biler voksede i takt med, at problemerne i forsyningskæden lettede og mangel på halvledere aftog.

Også åbningen for turisme efter covid-19-pandemien bidrog.

I forhold til første kvartal var BNP-væksten i andet kvartal på 1,5 pct. mod de ventede 0,8 pct. Kvartalet før var væksten 0,9 pct. mod hidtil antaget 0,7 pct.

Privatforbruget, der er den største enkeltfaktor i vækstbilledet, er dagens skuffelse med et fald på 0,5 pct. mod en ventet flad udvikling og mod en fremgang kvartalet før på 0,6 pct.

Investeringerne var uændrede mod en ventet stigning på 0,4 pct. og en forøgelse på 1,8 pct. kvartalet før.

Inflationen målt på deflatoren på årsbasis viste 3,4 pct., hvilket var en anelse lavere end forudset af økonomerne, der estimerede en stigning på 3,8 pct.

I første kvartal var deflatoren 2,0 pct.

/ritzau/FINANS