Asien: Blandet ugestart - Tokyo præger det positive islæt
25/9 06:32
De asiatiske aktiemarkeder åbner ugen uden ensartet retning, efter at de store globale centralbanker i sidste uge understregede, at renterne ville forblive højere i længere tid. Samtidig forbereder investorerne sig på inflationsdata fra USA og Europa i ugens løb.
- De pengepolitiske beslutningstageres indstilling begrænser gearing, og de finansielle risici har løftet barren for makroøkonomisk stimulering, siger cheføkonom Louis Kuijs fra Economist Intelligence i Hongkong til Reuters.
Ikke mindst udviklingen i Kina tiltrækker sig opmærksomhed i det asiatiske teater. Ugens store test er data for industriel indtjening onsdag samt PMI-data for fremstilling og service på lørdag.
Dertil kommer fornyet uro for den kinesiske ejendomssektor, efter at China Evergrande Group er ramt af et stort tilbageslag i forhold til en planlagt omstrukturering af offshoregæld for mindst 30 mia. dollar.
Den problemramte ejendomsgigant kan ikke opfylde kravene i China Securities Regulatory Commission og den nationale udviklings- og reformkommission til at udstede nye obligationer.
China Evergrande falder 25 pct. på børsen i Hongkong og er med til at trække Hang Seng-indekset ned med 1,5 pct.
Samtidig falder Shanghai Composite 0,5 pct., og CSI 300 dykker 0,6 pct.
I Tokyo er investorerne gået på tilbudsjagt efter sidste uges kursfald. Det holder Tokyo-børsen oppe i modsætning til store dele af de øvrige børser i regionen.
Nikkei 225 stiger 0,6 pct., og Topix-indekset øger 0,3 pct.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 0,6 pct.
Samtidig indikerer de amerikanske aktiefutures stigninger i de tre store amerikanske aktieindeks på 0,2-0,3 pct., når markedet i New York åbner senere på dagen.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +0,6 |
Topix | +0,3 |
Hongkongs Hang Seng | -1,5 |
China Shanghai Composite | -0,5 |
China CSI 300 | -0,6 |
Taiwan Taiex | +0,8 |
Sydkoreas Kospi | -0,5 |
Indiens BSE Sensex | n/a |
Singapores STI | +0,1 |
Sydney ASX 200 | -0,3 |
.\\˙ MarketWire