Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Hartmanns aktie har passeret "point of no return", siger Nordnets Per Hansen

26/9 17:08

Brødrene Hartmanns aktiekurs har for den kommende fremtid passeret "point of no return", efter at majoritetsejeren Thornico sidste uge fremsatte et bud på 300 kr. per aktie i æggebakkeproducenten.

Det er imidlertid usandsynligt, at de resterende aktionærer går med på Thornicos bud, vurderer Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, over for MarketWire.

- Det er "point of no return" i den forstand, at vi har lagt kurs 300 fra land, og der kommer formentlig til at gå en rum tid, før vi kommer til at se 300 igen - hvis vi ser 300 igen, vurderes det.

Kommentaren kommer, efter at Brødrene Hartmann har offentliggjort, at Thornico 21. september - altså to dage efter forslaget om afnotering og buddet på de resterende aktier i selskabet - købte aktier for 2,3 mio. kr. i æggebakkeproducenten.

Siden Thornicos bud tirsdag sidste uge er aktien i Brødrene Hartmann steget over 7 pct. til 323 kr.

- Investorerne ved nu, at Thornico har til hensigt at forsvare de 300 kr., så hvis aktiekursen kommer ned deromkring, vil de købe alt, siger Per Hansen.

- Derfor har aktien formentlig forladt kurs 300 i opadgående retning i en overskuelig periode, fortsætter han.

Det tilbyder samtidig en relativ sikkerhed til investorer, der har købt aktier i Brødrene Hartmann til 300 kr. eller derover, da aktien kan sælges til Thornico med et relativt lille tab.

Thornicos bud på 300 kr. per aktie værdiansætter Brødrene Hartmanns markedsværdi til omtrent 2,1 mia. kr. Med udgangspunkt i æggebakkeproducentens forventninger til 2023, som blev skruet op i forbindelse med regnskabet for andet kvartal, er der tale om en moderat til lav værdiansætning, mener Per Hansen.

Brødrene Hartmann venter i 2023 en omsætning på 3,4-3,8 mia. kr. og et driftsresultat før særlige poster på 375-475 mio. kr. justeret for hyperinflation.

Flere af Brødrene Hartmanns resterende investorer har udtrykt utilfredshed med Thornicos bud, der ikke blot er uden præmie til aktionærerne, men faktisk er 1 kr. under lukkekursen tirsdag, hvor buddet blev præsenteret.

Der ligger dog næppe noget større regnestykke bag det endelige bud, siger Per Hansen, der i stedet mener, at Thornico blot har afrundet til nærmeste nul.

.\\˙ MarketWire