Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ny ejerkreds kan bringe afnotering af SAS i spil

29/9 13:46

I 2007 ramte SAS-aktien sit alle tiders højeste niveau på fondsbørsen i København.

Siden er prisen på aktien - og dermed også på selskabet - styrtdykket. Faktisk er aktien nærmest endt med at være værdiløs sammenlignet med dengang med en nuværende pris på godt 17 øre.

Når SAS i disse dage forsøger at lægge det endelige puslespil, når det kommer til en potentiel ny ejerkreds, vil en afnotering fra børsen også komme i spil.

Det vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

- Det har været et krav, at interesserede giver udtryk for, om de ønsker en afnotering af selskabet, når de afgiver deres bud til SAS, siger han.

- Og jeg kan sagtens se det ske, for så kan man få arbejdsro til den videre proces.

Fredag morgen klokken 6 havde SAS en deadline for at indsende papirer til den amerikanske domstol om en mulig ny kapitalrejsning.

Pressechefen i SAS, Alexandra Lindgren Kaoukji, har imidlertid oplyst til MobilityWatch, at "evalueringen" stadig er i gang. Det skrev mediet fredag formiddag.

Papirerne var altså ikke blevet indleveret på det tidspunkt.

Man skal dog ikke nødvendigvis forstå det som en deadline, der kan føre til vanskeligheder, hvis den ikke helt overholdes. Det mener Jacob Pedersen.

- I første omgang handler det her nok om, at det er en meget kompleks opgave, SAS står over for.

- Der kan være kommet mange forskellige bud, og budgiverne kan have meget forskellige kriterier, siger aktieanalysechefen.

Ifølge ham er der en stor sandsynlighed for, at den danske stat forbliver en af storaktionærerne i selskabet.

Den danske stat har allerede tilkendegivet, at den er klar til at øge sin ejerandel fra de nuværende 21,8 procent til 29,9 procent.

Derudover ser han også kapitalfonden Apollo, der har stillet betydelige lån til rådighed under konkursbeskyttelsesprocessen, som en potentiel medejer.

- Og jeg kan sagtens se et scenarie for mig, hvor netop de to ønsker en afnotering, så de kan få indført nogle tiltag uden at blive forstyrret.

Hvis selskabet afnoteres fra fondsbørsen, er der en risiko for, at de nuværende aktier bliver værdiløse.

SAS' pressechef Alexandra Lindgren Kaoukji, har tidligere oplyst, at selskabet vil indkalde til pressemøde, lige så snart man har overblik over de indkomne bud og den videre proces.

/ritzau/