Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo anlægger sag mod sundhedsmyndighederne i USA inden prisforhandling

2/10 07:48

Novo Nordisk følger nu en række kollegaers eksempel og anlægger sag mod de amerikanske sundhedsmyndigheder med påstand om, at ny lovgivning målrettet lavere priser på lægemidler strider mod den amerikanske grundlov.

Novo skriver i en pressemeddelelse lørdag, at reglerne i den såkaldte Inflation Reduction Act, IRA, krænker flere grundlovssikrede rettigheder. Der er tale om lovgivning, der for første gang nogensinde giver den offentlige sygesikring ret til at forhandle priser på visse lægemidler.

Desuden mener Novo, at Centers for Medicare og Medicaid Services, CMS, der står for at forhandle priserne, har overtrådt lovgivningen fastsat i Inflation Reduction Act ved at udvælge flere end ti lægemidler til det kommende års prisforhandlinger.

Novo argumenterer således for, at CMS har grupperet en række Novo-midler med det samme aktive stof som et enkelt lægemiddel. I august blev Novos hurtigtvirkende insuliner Fiasp og Novolog begge udvalgt til prisforhandlingerne.

- Disse lægemidler er forskellige medikamenter med forskellige formuleringer og forskellige krav til godkendelse, som hver især er godkendt af den amerikanske lægemiddelstyrelse.

- Hver medicin havde sin egen tidslinje for udvikling, sit eget kliniske forsøgsprogram og sine egne produktionsomkostninger, skriver Novo.

BRED UTILFREDSHED

Retstvisten er den seneste af en lang række sagsanlæg fra branchen relateret til prisforhandlingerne.

Allerede i juni anlagde Merck sag mod sundhedsmyndighederne med påstand om, at lovgivningen er grundlovsstridig.

Også Johnson & Johnson, Astellas Pharma, Astrazeneca og Eli Lillys partner Boehringer Ingelheim har anlagt sag og udfordrer lovgivningen.

Det sker ifølge Bloomberg netop som medicinalselskaberne skal underskrive aftaler om at ville indgå i prisforhandlingerne, eller alternativt risikere bøder. Novo skriver dog i en mail til Bloomberg, at selskabet agter at indgå i prisforhandlingerne.

STORE BESPARELSER

Det har tidligere været fremme, at prisforhandlingerne ventes at føre til besparelser på 100 mia. dollar i årene frem til og med 2031. Herefter ventes besparelserne at udgøre 25 mia. dollar om året.

Medicinalindustrien har for sin part advaret om, at besparelserne vil medvirke til at reducere forskningen i nye lægemidler.

Ifølge lovgivningen starter prisforhandlingerne for de første ti lægemidler, herunder for Novos hurtigtvirkende insulin nu. Den 1. september 2024 vil resultat af prisforhandlingerne og maksimumpriserne på de ti lægemidler blive annonceret, hvorefter priserne træder i kraft 1. januar 2026.

Medicare skal herefter årligt også forhandle priser på 15 udvalgte lægemidler med effekt både i 2027 og 2028 og 20 lægemidler hvert år fra 2029 og frem.

Myndighederne kan kun forhandle priser for lægemidler, der har været mindst ni år på markedet, når den nye pris får effekt. Biologiske lægemidler skal dog have været på markedet i mindst 13 år.

Da Novos hurtigtvirkende insulin blev udvalgt til prisforhandlingerne tilbage i august var kursreaktionen afdæmpet, og aktien steg faktisk 0,2 pct.

Det skyldtes ifølge Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen, at de hurtigtvirkende insulinanaloger udgør en mindre del af Novos forretning, ligesom det ikke er al salget, der går gennem Medicare.

Det har dog også været fremme, at Novos supersællert Ozempic på sigt kan blive valgt, og det vil i givet fald være et markant større slag.

Børshuset Jefferies skriver mandag i et notat, at både Ozempic og diabetespillen Rybelsus samt muligvis Wegovy kan blive udvalgt til forhandling med effekt i 2027 baseret på praksis med at behandle lægemidler baseret på samme virksomme stof som en gruppe.

.\\˙ MarketWire