Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Kapitalflugt fra Kina på højeste niveau i knap otte år

26/10 06:34

Kapitaludstrømningen fra Kina vokser stadig og var i september på det højeste niveau næsten otte år. Udstrømningen skyldes udenlandske virksomheder, der nedtrapper deres aktiviteter i Kina, og velhavende kinesere, der flytter kapital til udlandet. Det skriver Nikkei Asia.

Regeringen i Beijing ser nervøst på kapitalflugten og indfører nye restriktioner for investorer, efterhånden som det nedadgående pres på den kinesiske valuta vokser.

Ifølge Kinas statslige valutaadministration, som overvåger de månedlige internationale finansielle transaktioner fra indenlandske banker på vegne af virksomheder og husholdninger, nåede nettoudstrømningen 53,9 mia. dollar i september.

Det er det største beløb siden januar 2016, hvor Kina registrerede en nettoudstrømning på 55,8 mia. dollar udløst af den daværende overaskende devaluering af den kinesiske yuan.

Udstrømningen af kapital relateret til direkte investeringer, såsom opførelse af produktionsanlæg, var mærkbar i september-tallene. Nettoudstrømningen i den kategori nåede op på 26,2 mia. dollar, eller omkring halvdelen af det samlede beløb og det største beløb siden 2010, hvor de første sammenlignelige data blev tilgængelige.

- Udenlandske virksomheder kan have fremskyndet udstrømningen af kapital, da de nedskrev eller solgte deres aktiver som følge af deres tilbagetrækning fra Kina, siger cheføkonom Toru Nishihama fra Dai-ichi Life Research Institute i Tokyo til Nikei Asia.

Antallet af udenlandske virksomheder i fremstillings- og andre industrisektorer faldt til det laveste niveau siden november 2004 i slutningen af juli, og det har været uændret siden da.

Statistikken åbenbarer ikke, om det er udenlandske eller kinesiske virksomheder, der var hovedbidragydere til kapitalflugten fra Kina. En årsag kan være, at kinesiske virksomheder flytter kapital til udlandet for at etablere sig eller ekspandere på udenlandske markeder.

.\\˙ MarketWire