Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Efter ti på stribe: ECB fastholder renten

26/10 14:25

Efter mere end et år med pengepolitiske stramninger og en benhård kamp for at for styr på inflationen fastholder Den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag sine toneangivende rentesatser.

Dermed er indlånsrenten uændret 4,00 pct.

Det oplyser centralbanken i en rentemeddelelse torsdag eftermiddag.

Beslutningen var på forhånd ventet af økonomer, der har været vidne til hele ti renteforhøjelser på stribe siden juli sidste år.

Blandt 59 økonomer, som Bloomberg News havde indhentet estimater fra, ventede samtlige en uændret rente.

Også ECB's udlånsrente er som ventet fastholdt på 4,50 pct.

I torsdagens meddelelse signalerer ECB også, at renten kan have toppet.

- Styrelsesrådet er fast besluttet på at sikre, at inflationen rettidigt vender tilbage til 2 pct.-målet på mellemlangt sigt. På grundlag af sin aktuelle vurdering finder Styrelsesrådet, at ECB's officielle renter ligger på et niveau, der – hvis det fastholdes i tilstrækkelig lang tid – vil yde et væsentligt bidrag til dette mål, skriver ECB i meddelelsen.

Banken understreger desuden, at den fortsat vil benytte en dataforankret tilgang, når det fastlægger niveauet for og varigheden for de høje renter.

Her vil Styrelsesrådet især basere sine beslutninger på sin vurdering af inflationsudsigterne og udviklingen i den underliggende inflation.

Med rentepausen har ECB i hvert fald midlertidigt sat en stopper for den længste og mest omfattende serie af pengepolitiske stramninger i bankens historie. Samlet er renten hævet med 450 basispoint i perioden juli 2022 til september 2023, og indskudsrenten er på det højeste niveau nogensinde.

Herhjemme ventes Nationalbanken at følge i hælene på ECB senere i eftermiddag.

.\\˙ MarketWire