Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Unibrew-analytiker: Aktie sendes fortjent ned efter endnu en skuffelse

8/11 13:09

Royal Unibrew har skruet ned for indtjeningsforventningerne til året, og sammen med et skuffende regnskab for tredje kvartal er det med til at sende aktien ned. Og det er ganske fortjent, mener Henrik Hallengreen Laustsen, der er senioranalytiker i Jyske Bank.

- Aktien sendes fortjent ned, men et minus 7 pct. virker dog lidt voldsomt, skriver analytikeren i en kommentar umiddelbart efter regnskabet, der blev lagt frem i formiddagstimerne.

Siden da er aktien dog kun fortsat endnu længere ned med samlet 13,2 pct. til 455,30 kr.

- Aktierne straffes for skuffelser i denne regnskabssæson, og reaktionen skal også set i lyset af, at Unibrew også skuffede i første og andet kvartal, skriver Henrik Hallengreen Laustsen.

Royal Unibrew har i tredje kvartal leveret en omsætning på 3,34 mia. kr. samt et driftsoverskud (EBIT) på 507 mio. kr. Analytikerne havde forudset en omsætning på 3,5 mia. kr. og et EBIT-resultat på 566 mio. kr. i perioden, viser medianestimater fra Bloomberg.

Sammenligner man med samme periode året før var omsætningen 3,29 mia. kr. i tredje kvartal året forinden, mens EBIT endte på 566 mio. kr. i den periode.

I mængder solgte bryggeriet 3,5 mio. hektoliter mod 3,8 mio. hektoliter i samme kvartal af 2022.

- Unibrew skuffer på volumen, men nævner at de tager markedsandele på de fleste markeder, mens pris-mikseffekten er godkendt, skriver Jyske Bank-analytikeren.

FØLGER TROP MED CARLSBERG

Han hæfter sig ved, at Royal Unibrew dermed følger i fodsporene på konkurrenten Carlsberg, der også solgte færre øl og andre drikkevarer i det seneste kvartal.

- Unibrew bekræfter ordlyden fra Carlsberg om, at de begynder at se et lille pres på forbrugerne mod udgangen af tredje kvartal – der er ikke tale om nogen voldsom acceleration men gradvis forværring. Forbrugerne går mindre ud og bruger mindre, når de er ude, og derudover fortsætter private label og discountprodukter med at tage markedsandele, skriver Henrik Hallengreen Laustsen.

Unibrew nedpræciserer i regnskabet desuden indtjeningsforventningerne til helåret og forventer nu et driftsresultat (EBIT) på 1,60-1,70 mia. fra tidligere 1,60-1,75 mia. kr. Konsensus i markedet er ifølge Bloomberg 1,69 mia kr.

Forventningerne til salget fastholdes på 13,3 mia. kr.

- Yderligere fremhæver Unibrew, at investorerne ikke skal forvente, at det samlede omkostningsgrundlag skal falde væsentligt næste år. Det bekræfter ordlyden fra de øvrige bryggerier, skriver analytikeren.

.\\˙ MarketWire