Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Alm Brand Group hæfter sig ved fin vækst i vejrmæssigt vildt og voldsomt kvartal

9/11 10:39

Der hersker tilfredshed i Alm. Brand Group med udviklingen i tredje kvartal, hvor uvejr dog kostede et trecifret millionbeløb. Ses der på den underliggende forretning er der til gengæld god vækst, og vejrskaderne har også kunnet rummes, uden at det har haft indflydelse på årsforventningerne til 2023.

- Jeg synes, at vi har haft en fin udvikling og har leveret et tilfredsstillende resultat, som er lidt bedre end sidste år. Herudover har vi fin vækst i både privat- og erhvervssegmentet på 4 pct., så det er jeg tilfreds med.

- Men så har det også været et vildt og voldsomt kvartal vejrmæssigt, hvor vi har brugt utroligt meget tid på at hjælpe vores mange kunder, fremhæver Rasmus Werner Nielsen, topchef i Alm. Brand Group, om periodens regnskab.

Han peger på, at vejrligsskaderne er 100 mio. kr. større end sidste år. De landede på 137 mio kr. mod 37 mio. kr. i samme periode sidste år.

TRAVLHED VED TELEFONERNE

Og der har da også været travlhed ved telefonerne i kvartalet, der bød på både haglskader i Norditalien, som ramte danske turister, og skybrud og storm herhjemme.

- Vi har hjulpet cirka 110.000 kunder med skader i kvartalet, og i forhold til et normalt tredje kvartal, har der været omkring to en halv gang flere skybruds- og stormskader, som alt i alt har kostet cirka 100 mio. kr. ekstra. Og det er jo altså med i vores resultatet, siger Rasmus Werner Nielsen.

Han understreger dog, at det barske vejr ikke er noget, der ændrer på, at forretningen stadig er robust.

Alm. Brand ændrer da heller ikke helårsforventningerne, selv om også oktober har budt på vejrmæssige udfordringer, og vejret dermed har drillet fire måneder i streg.

- Nu har vi haft tre til fire måneder med rigtigt meget storm og skybrud. Vi skal passe på ikke at drage forhastede konklusioner, men når det er sagt, så er det selvfølgelig noget, vi følger med i, siger Rasmus Werner Nielsen.

Han mener dog at forebygning, for eksempel sms'er til kunderne, der advarer om risiciene, kan medvirke til at reducere de vejrmæssige udfordringer og dermed også lægge låg på eventuelle prisforhøjelser relateret til barskere vejr.

I forvejen er priserne steget i forbindelse med den årlige indeksering, og det viser sig blandt andet i en vækst i forsikringsindtægterne inden for både privat og erhverv på cirka 4 pct.

En mindre bid af stigningen skyldes vundne markedsandele.

- Vi har en fin tilgang af nye kunder både inden for privat og erhverv. Netto bevarer eller vinder vi lidt markedsandele. Det er min forventning, siger Rasmus Werner Nielsen.

.\\˙ MarketWire