Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktiemarkederne faldt overraskende efter nøgletal fra USA

15/11 16:09

Aktiemarkederne reagerede negativt på nøgletal fra USA onsdag eftermiddag, men ifølge Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i Sybank, burde reaktionen have været positiv.

Både i USA og herhjemme faldt aktierne umiddelbart efter, at de amerikanske nøgletal tikkede ind. Det danske C25-indeks faldt 0,5 pct. og vendte fra grønt til rødt, og futures for de tre toneangivende amerikanske indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, blev også sendt ned.

I USA blev markederne dog udlignet kort tid efter, og alle tre indeks åbnede i grønt. Også C25 har indhentet en del af det tabte, men ligger fortsat lavere end før offentliggørelsen.

- Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor aktierne faldt, lige da nøgletallene kom, for overordnet set burde de her nøgletal være aktiepositive, siger Kim Blindbæk til MarketWire.

Nøgletallene bekræftede, at inflationen er aftagende. Producentpriserne steg mindre end ventet, og endte med at gå frem med 1,3 pct. mod ventede 1,9 pct.

- Når jeg ser på producentpriserne i oktober, bliver jeg mere overbevist om, at inflationen i USA er aftagende, og at den amerikanske centralbank derfor også er færdig med at hæve renten yderligere, siger Kim Blindbæk.

Detailsalget faldt 0,1 pct. mod ventede 0,3 pct., og dermed faldt nøgletallet mindre, end hvad der var ventet af analytikerne.

- Det man kan konkludere på baggrund af detailsalget, er, at de amerikanske forbrugere klarer sig rigtig godt på trods af at renten er blevet hævet flere gange, siger Kim Blindbæk.

- Men det man skal huske på, når man ser på detailsalget i USA, er, at de måler det i løbende priser. Så når inflationen er høj, så vil tallet automatisk også være højt, fortsætter han.

.\\˙ MarketWire